Gurre Slotsruin ved Helsingør er blandt de fortidsminder, der er mærket af den megen regn i 2023.

Gurre Slotsruin ved Helsingør er blandt de fortidsminder, der er mærket af den megen regn i 2023. - Foto: Bjarne Lüthcke/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Fortidsminder er truet af klimaforandringer

Det er en dyr regning at betale, når dansk kulturarv under åben himmel skal restaureres og vedligeholdes over hele landet i stigende tempo på grund af vandmængder, lyder det fra forskere.

Udgivet: 19/02/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Danmark har cirka 35.000 bevaringsværdige fortidsminder, der står under åben himmel, som ikke lige kan rykkes indenfor i beskyttelse, når vejret i stigende grad bliver mere og mere ekstremt i forhold til vind og vejr. Og her har ikke mindst 2023 som den vådeste nogensinde fået flere forskere og eksperter til at frygte for kulturarven.

Slots- og Kulturstyrelsen laver tilstandsvurderinger på omkring 90 historisk vigtige bygningsværker og fortidsminder i Danmark, og ud af dem er to tredjedele i kritisk dårlig tilstand. Det skriver DR. Og det gælder vores fælles kulturarv i hele landet.

"Det er blevet meget tydeligt på blandt andet Hammershus, at her må der gøres noget. Vi kan også se andre steder - for eksempel på Gurre Slotsruin i Nordsjælland - at murværket er faldet ned, og på Gurre har vi også spærret af for at undgå, at nogen kommer til skade," siger arkitekt Kjeld Borch Vesth fra Slots- og Kulturstyrelsen, der siden 1983 har ført tilsyn med en lang række danske fortidsminder.

Et fortidsminde er ifølge Slots- og Kulturstyrelsen eksempelvis gravhøje, skibssætninger, runesten, ruiner, ødekirkegårde, krigergrave, forsvarsanlæg og voldanlæg.

Og ifølge Jørgen Hollesen, seniorforsker ved Nationalmuseet, er klimatruslen mod kulturarven et område, der hidtil er blevet overset i hele klimadebatten.

"Vi hører jo rigtig meget om, hvordan det kan gøre skade på naturen og på folks boliger, men der har ikke været ret meget fokus på, at vores kulturarv også vil blive påvirket. Det kunne godt være noget, der vejede tungere, når man skulle træffe beslutninger, ville jeg mene," siger Jørgen Hollesen til DR.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) kalder situationen "ganske alvorlig".

"I år tager vi fat på at løse lidt af problemet. Vi har bevilliget 15 millioner kroner til storstensgrave, Gurre Slotsruin og Hammershus på Bornholm, men der er tusindvis af fortidsminder i Danmark, der over de kommende år får brug for en kærlig hånd, hvis vi skal bevare vores historiske arv. Og dét mener jeg som kulturminister, at vi skal," siger Jakob Engel-Schmidt til DR.

Ifølge mediet bliver der fra statens side skruet op for økonomiske midler til at restaurere nedstyrtningstruede bygningsværker - blandt andet Hammershus, der får otte millioner kroner, mens yderligere syv millioner kroner er øremærket en håndfuld af landets øvrige ruiner og jættestuer.

Se Kulturministeriets optegnelse over fortidsminder og kulturarv her.

Sidst opdateret: 19/02/2024 - 10:58

Emner: Kultur, Kulturarv

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]