Hvis du slår op i en lærebog om kommunal udligning, så vil grundfortællingen være, at fordelingen af kommunale tilskud på baggrund af det såkaldte socioøkonomiske udgiftsbehov sikrer, at kommuner med en svagere socioøkonomi end landsgennemsnittet får penge fra de kommuner, som har en socioøkonomisk stærkere befolkning end gennemsnittet.

Nu viser nye data fra it-konsulenthuset Dataproces, at den fortælling er forkert.

Det skriver NB-Økonomi.

Årsagen er, at det socioøkonomiske udgiftsbehov dybt nede i udligningsmaskinen beregnes på en måde, som skævvrider effekten.

Faktisk er systemet så skævt, at ni kommuner med en svagere socioøkonomi end landsgennemsnittet direkte taber penge på, at der overhovedet er et socioøkonomisk udgiftsbehov i udligningssystemet. Det er Helsingør, Sorø, Assens, Svendborg, Struer, Samsø, Skive, Thisted og Hjørring.

Skævheden, som NB-Økonomi i sidste uge beskrev i en længere artikel, skyldes, at børn og ældre underkompenseres i udligningssystemet, mens 20-64 årige overkompenseres - se landsfordelingen på kortet her.

Denne indbyggede skævhed betyder, at det socioøkonomiske indeks i de ni kommuner ganske enkelt bliver mere end spist op af, at kommunerne har en forholdsmæssig stor andel af børn og ældre i forhold til landsgennemsnittet.

Et godt eksempel på effekten er Assens og København. De to kommuner har ifølge udligningssystemets beregninger begge en socioøkonomi, som er fire procent svagere end landsgennemsnittet. Men Assens taber 196 kroner om året pr. indbygger på den sociale udligning, mens København vinder 3.075 kroner pr. indbygger. Og det selvom de to kommuner burde have den samme ekstraudgift pr. borger på grund af sociale forhold.

Et kig ned over listen med effekten af det socioøkonomiske udgiftsbehov og kommunernes socioøkonomiske indeks i udligningssystemet viser, at en kommune først kan være sikker på at få en fordel af det socioøkonomiske udligningssystem, hvis den har et socioøkonomisk indeks over 1,05, hvilket sådan lidt forenklet sagt betyder, at kommunen har sociale problemer, som er fem procent større end landsgennemsnittet.

Forklaringen er, at skævheden på grund af underkompensation for børn og ældre er så stor, at den i nogle tilfælde opvejer de ekstra penge, som en kommune med et socioøkonomisk indeks op til 1,05 får.

NB-Økonomi beskriver i en separat artikel i detaljer, hvordan skævheden er opstået. "Djævlen i detaljen opstår ved, at pengene til den socioøkonomiske udligning tages som en procentdel af hver aldersgruppes udgiftsbehov, mens de gives tilbage pr. borger", lyder den korte forklaring.