
Kommunens ledelse holder lukkede møder med kæmpe investor: 'Vi vil have åbenhed'
I over ti tilfælde har Novo Nordisk holdt møder uden referater med Kalundborg Kommunes ledende embedsmænd. Borgmesteren og kommunaldirektøren burde have fortalt om møderne og mødernes indhold, lyder det nu fra tre partier.
Udgivet: 05/02/2024
Det kræver masser af planlægning med kommunen, når en af verdens største virksomheder vil bygge nyt fabriksanlæg til omkring 60 milliarder kroner. Men at offentligheden eller byrådskollegerne ikke får nogen information eller referat om, hvad de indtil videre 14 møder nærmere handlede om, møder kritik fra byrådskolleger og eksperter.
Novo Nordisk tog i november 2023 første spadestik til det nye, enorme fabriksanlæg i Kalundborg Kommune, og det kræver detaljeret planlægning af det enorme produktionsanlæg.
Kalundborg-borgmester Martin Damm (V) siger til DR, at han selv har deltaget i de fleste af de lukkede møder med Novo Nordisk, og at der ikke tages referater. Derudover deltager kommunaldirektør Jan Lysgaard Thomsen og ofte også Michel van der Linden, direktionsmedlem i Kalundborg Kommune.
Møderne handler om mange logistiske udfordringer som fx vandforsyninger, køb og salg af jord, spildevand, studieboliger, trafik og kvaliteten i den lokale folkeskole.
DR har via en aktindsigt set mails mellem kommunen og virksomheden, og her fremgår det blandt andet, at det er Novo Nordisk, der indkalder til møderne og udforer dagsordenen - og ikke omvendt.
NB-Kommunes gennemgang af de åbne dagsordener i Kalundborg Kommunes økonomiudvalg, børn- og familieudvalg og teknik- og miljøudvalg i indeværende byrådsperiode viser, at Novo Nordisk blot er omtalt fem gange, og i alle tilfælde fremgår virksomhedsnavnet perifært uden tilknytning til de substantielle emner, som møderne mellem kommunen og Novo-ledelsen har drejet sig om.
'Mere åbenhed fremover'
DR's dækning af de manglende informationer om Kalundborg Kommune og Novo Nordisks indbyrdes møder får flere lokalpolitikere til at bede om ændringer.
"Vi vil have mere åbenhed fremover," siger Tina Beck-Nilsson, viceborgmester og gruppeformand for Socialdemokraterne i kommunalbestyrelsen, til DR.
Også fra Enhedslisten og SF lyder der kritik:
"Jeg vil have mere åbenhed. Når der er relevante informationer på de møder, så skal det gå videre til udvalgene," siger Thomas Malthesen Hiort (SF), medlem af Økonomiudvalget og Børne- og Familieudvalget i Kalundborg Kommune.
'Toppen af adgang'
Ifølge eksperter er Novo Nordisk i sin gode ret til at præge møderne til sin fordel.
"Det er jo drømmescenariet for enhver virksomhed at have den direkte adgang. For når man har så tætte møder, så har man også mellem møderne mulighed for at tage telefonen og følge op på nogle ting, så det er toppen af adgang, der er tale om her," siger lobbyismeforsker Anne Skorkjær Binderkrantz, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.
Martin Damm mener, at møderne med virksomheden giver god mening, bl.a. fordi Novo Nordisk udvider så kraftigt i kommunen og altså i efteråret annoncerede danmarkshistoriens største investering foretaget af en privat virksomhed.
"Der vil jo ikke være meget sjov ved, at vi anlagde en industrivej et sted, hvor de (Novo Nordisk red.) ikke kan bruge den. Der er det jo meget rart at høre deres planer om, hvor de vil bygge ud, så vejnettet kommer til at være det rigtige sted. Det er jo ikke at forme en beslutning. Det er at være synlige i, hvad de har af fremtidsplaner", siger Martin Damm.
Novo Nordisk må ikke hoppe foran andre virksomheder, når det gælder sagsbehandling og formelle godkendelser, understreger flere eksperter.
"Vi lever i et retssamfund, og her skal borgere behandles ens, og virksomheder skal behandles ens. Novo Nordisk kan ikke gives særbehandling, fordi de er en stor virksomhed eller fordi kommunen har en tæt kontakt med virksomheden," siger kommunalforsker Roger Buch til DR.
Ifølge borgmesteren er alle regler blevet overholdt. Men på grund af kritikken fra byrådskolleger og eksperter vil han fremover gerne informere byrådet bedre om, hvad møderne med Novo Nordisk går ud på.
"Jeg underholder gerne med, hvor jeg er, og hvad jeg beskæftiger mig med. Det er ingen hemmelighed," siger Martin Damm, der også er formand for Kommunernes Landsforening.
Sidst opdateret: 05/02/2024 - 13:59













































