Kalundborg Kommunes borgmester, Martin Damm (V), talte fredag ved markeringen af første spadestik til Novo Nordisks nye anlæg.

Kalundborg Kommunes borgmester, Martin Damm (V), talte fredag ved markeringen af første spadestik til Novo Nordisks nye anlæg. - Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Damm om Novo-udvidelse til 42 mia.: "Vores nabokommuner får en gylden mulighed"

Medicinalkoncernens enorme byggeplaner i Kalundborg vil skabe ringe i vandet på Vestsjælland, vurderer tre borgmestre. Stigende tilflytning og øget kamp om arbejdskraften ventes at blive blandt konsekvenserne.

Udgivet: 10/11/2023

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Novo Nordisk tog fredag første spadestik til et nyt, enormt fabriksanlæg i Kalundborg. Medicinalkoncernen investerer 42 milliarder kroner i nye produktionsfaciliteter - hvad Kalundborg-borgmester Martin Damm (V) begejstret sammenligner med prisen på Storebæltsbroer.

"De 42 milliarder kommer til at fylde vildt meget i Kalundborg, men det kommer også til at fylde meget i hele Danmark. Alle kan ikke bo i Kalundborg, så ikke mindst vores nabokommuner får en gylden mulighed her", siger Martin Damm til Sjællandske Nyheder.

Hans borgmesterkolleger i Sorø og Slagelse ønsker tillykke og forbereder sig på, at Novo Nordisks planer i Kalundborg kommer til at påvirke arbejds- og boligmarkedet på store dele af Sjælland.

"Vores beskæftigelsesgrad er høj, så det nye projekt kommer på den måde ikke til at løse et problem med mangel på arbejdspladser. Når det så er sagt, er jeg sikker på, at nyheden fra Kalundborg kommer til at betyde, at den flotte tilflytning til kommunen fortsætter", siger Sorø-borgmester Gert Jørgensen (K) til Sjællandske Nyheder.

I Slagelse glæder Knud Vincents (V) sig over, at kommunen har et par store boligprojekter i støbeskeen, blandt andet en ny bydel ved Kalundborgvej i Slagelse på cirka syv hektar. Kampen om arbejdskraften i anlægsfasen vil være en udfordring, anerkender borgmesteren.

"Jeg forstår godt de virksomheder, der er bekymrede over, at god arbejdskraft vandrer nordpå, men vi skal have modet til at løfte os op og se, at vi her har en opgave, vi kan løfte sammen", siger Knud Vincents, der blandt andet forventer, at nabokommunerne vil blive engageret i at finde job til ægtefæller til Novo-ansatte.

Kamp om håndværkerne

Mod nord i Odsherred er der en forventning om, at omfanget af byggeopgaverne i Kalundborg vil forårsage mangel på faglærte i landsdelen.

"Det er et skrækscenarie, hvis man ikke kan finde lokale håndværkere til at påtage sig det arbejde, man har i Odsherred", siger Per Junge, konstitueret formand for Odsherred Erhvervsforum, til Sjællandske Nyheder.

Han ser dog positivt på mulighederne og udviklingen, som kan betyde, at nye faggrupper skal bidrage i byggeriet.

"Vi skal nok også lære, at man ikke behøver være faglært eller uddannet håndværker for at kunne lave nogle “holde-ved-opgaver” i byggeriet. Vi har været meget tro mod vores medarbejdere og kun ansat faglærte. Det bliver vi nok nødt til at lave om på i tider med mangel på arbejdskraft".

Flere folk end hos Femern

I Kalundborg fremhæver Martin Damm, at byggeriet de kommende år vil beskæftige flere håndværkere end på byggeriet af Femern-forbindelsen, og at kommunen allerede har solgt meget jord til boligbyggerier. I interviewet med den lokale avis tør han ikke forudsige, hvor meget indbyggertallet vil stige, eller hvad investeringen vil betyde for kommunens økonomi. At kommunekassen nyder godt af Novo Nordisks tilstedeværelse, hersker der ikke tvivl om.

"Novo Nordisk er Danmarks største bidragsyder på selskabsskat, og jo mere Novo Nordisk fylder i Kalundborg, jo større andel vil vi også få af selskabsskatten. Over de sidste 10-12 år er vi gået fra at være en af de dyreste skattekommuner i Region Sjælland til at være den, som har den laveste personskat. Det er der jo en grund til", siger Kalundborgs borgmester til Sjællandske Nyheder.

Sidst opdateret: 10/11/2023 - 16:51

Emner: Kalundborg Kommune, Odsherred Kommune, Slagelse Kommune, Sorø Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]