Borgmestrene Knud Vincents (V) fra Slagelse (t.v.) og Mikael Smed (S) fra Vordingborg er gået ind i kampen om at tiltrække forsvarsinvesteringer.

Borgmestrene Knud Vincents (V) fra Slagelse (t.v.) og Mikael Smed (S) fra Vordingborg er gået ind i kampen om at tiltrække forsvarsinvesteringer. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)

Borgmestre talte den sjællandske sag i Forsvarsudvalget

Under et foretræde for Forsvarsudvalget fortsatte borgmestrene fra Slagelse og Vordingborg lobbyarbejdet for at få del i Forsvarets milliardinvesteringer. Adgangen til store mængder arbejdskraft, god infrastruktur og ledig kapacitet er blandt hovedargumenterne.

Udgivet: 10/11/2023

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Borgmestrene fra Slagelse og Vordingborg, Mikael Smed (S) og Knud Vincents (V), var torsdag eftermiddag på Christiansborg for at foretræde for Forsvarsudvalget. På vegne af de 17 kommuner i Region Sjælland argumenterede de for, at en væsentlig del af den fremtidige udvidelse af Forsvaret skal ske på de eksisterende sjællandske kaserner.

Et af borgmestrenes centrale argumenter er adgangen til fremtidens arbejdskraft.

"Vi ligger lige midt i Danmark og har et helt unikt arbejdsmarked. Hvis man slår en cirkel 100 kilometer rundt om det, dækker man en meget stor del af Danmark," siger Slagelse-borgmester Knud Vincents til NB-Kommune.

"Hvis man vil tiltrække den arbejdskraft, man skal bruge, er det i min optik - med den infrastruktur, der er på Sjælland, og den korte afstand til et stort arbejdsmarked - helt oplagt at kigge ud på Region Sjælland og de tre kaserner", siger Knud Vincents til NB-Kommune med henvisning til kasernerne i Vordingborg og Antvorskov ved Slagelse samt Flådestation Korsør.

I maj arrangerede de sjællandske kaserne-kommuner en konference på Christiansborg for at sætte fokus på potentialerne i regionen, og ved torsdagens foretræde kunne borgmestrene uddybe nogle af pointerne over for Forsvarsudvalgets medlemmer.

"Det helt primære er, hvordan vi kan være med til at understøtte opgraderingen af Forsvaret, der venter med investeringen og yderligere penge i 2030-planen, og hvordan vi kan være med til renoveringen, som også kan give et bidrag til det lokale erhvervsliv, så de også kan få del i den vækst, der kommer", forklarer Slagelses borgmester.

De sjællandske borgmestre tilskynder folketingspolitikerne til at prioritere de eksisterende kaserner frem for nybyggeri, når udmøntningen af milliardinvesteringerne skal finde sted. Et tocifret milliardbeløb blev tidligere på året afsat til at forbedre Forsvarets materiel, bygninger, IT og personel.

"Når det danske forsvar skal styrkes, så bør nye aktiviteter, som fx nye værnepligtige og nye enheder mv. placeres ud fra saglige og samfundsøkonomiske hensyn. Nye aktiviteter bør så vidt muligt tage udgangspunkt i de kaserner, som allerede står klar og har plads, i stedet for at bruge pengene på nye dyre byggerier. Der er både ledig kapacitet og gode muligheder for udvidelser af kasernerne i Region Sjælland", skrev borgmestrene i henvendelsen til Forsvarsudvalget.

Forsvarsinvesteringerne bør dog ikke foretages uden et vist blik for, hvordan man skaber et "Danmark i balance", skriver borgmestrene i henvendelsen til Forsvarsudvalget:

"Region Sjælland er den region med færrest statslige arbejdspladser pr. indbygger, og da der samtidig er en stor koncentration af Forsvarets aktiviteter vest for Storebælt, så er det oplagt at tænke kasernerne i Region Sjælland ind i udmøntningen af det nye forsvarsforlig"

Oplever I en hård konkurrencesituation fra andre landsdele i spørgsmålet om at promovere kasernerne frem mod Forsvarets investeringer?

"Det har jeg ikke været så optaget af. Jeg har været optaget af at få gearet min egen organisation til at tage imod mulighederne. Rent kommunalt er vi i fuld gang. Vi har plads og mulighederne for at tage imod dem. I vores nye erhvervsstrategi i Slagelse, som bliver vedtaget før jul, er et af vores fem pejlemærker de offentlige arbejdspladser som samarbejdspartnere", siger Knud Vincents til NB-Kommune.

Læs også:
Kaserne-kommuner kan se frem til store investeringer

Sidst opdateret: 10/11/2023 - 14:07

Emner: Vordingborg Kommune, Slagelse Kommune, Forsvaret

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]