
Strøby Egede i Stevns Kommune er et af de steder, hvor bølgerne og den forhøjede vandstand under stormfloden i uge 42 udrettede skader langs kysten. - Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Ny pulje dækker op til 25 procent af kommunernes skader efter stormflod
Med et statsligt tilskud på 125 mio. kr. og en lånepulje gør finanslovsaftalen det muligt for stormflodsramte kommuner at lave genopretningsprojekter for i alt 500 mio. kr. S-borgmestre er positive, men gør opmærksom på, at den ekstraordinære anlægspulje kun vil dække en mindre andel af skaderne.
Udgivet: 28/11/2023
Stribevis af borgmestre og digelav fra den sydlige del af landet har de seneste uger skrevet til finansminister Nicolai Wammen (S) og andre ministre for at få økonomisk hjælp til at udbedre skaderne efter stormfloden 20.-21. oktober.
Med finanslovsaftalen har regeringen og de øvrige partier bag den brede aftale tilsyneladende lyttet til opråbene. Der bliver oprettet en ekstraordinær anlægspulje på 125 millioner kroner, som kommunerne kan søge. Det bliver muligt at få dækket "op til 25 pct. af udgifterne til genopretning", står der i aftaleteksten. Desuden oprettes en lånepulje på 375 millioner kroner, som har til formål "at understøtte, at kommuner med en lavere likviditet også har mulighed for at anvende stormflodspuljen".
Kommunernes anlægsramme hæves samtidig med 125 millioner kroner svarende til størrelsen på den statslige pulje.
"I prioriteringen af ansøgninger vil der blive lagt vægt på kommunernes egne opgørelser af skadesudgifter", oplyser Miljøministeriet i en supplerende nyhed om puljen.
Borgmestre er glade for hjælp
På Sydsjælland og Møn modtages nyheden fra finanslovsaftalen med glæde, da der var en frygt for, at regningen efter stormfloden først ville blive behandlet landspolitisk i forbindelse med forhandlingerne om den næste klimahandlingsplan.
"I første omgang er jeg rigtig glad for, at vi får den hjælp, for vi står med nogle store udgifter. Jeg hæfter mig også ved, at man udover puljen på 125 millioner kroner også opretter en lånepulje på 375 millioner kroner", siger Mikael Smed (S), borgmester i Vordingborg Kommune, til Sjællandske Nyheder.
Han bemærker samtidig, at puljen er lille i forhold til kommunernes behov.
"Alene hos os står vi overfor udgifter på op mod 30 millioner kroner bare for at retablere tingene, som de var før stormfloden, og jeg ved, der er flere andre kommuner, der er mindst ligeså hårdt ramt. Set i det perspektiv er 125 millioner kroner ikke en stor pulje", siger Mikael Smed.
På Ærø, hvor kommunen har opgjort skaderne til cirka 50 millioner kroner, ser borgmesteren også lyst på finanslovsaftalen.
"Jeg havde da drømt om, at man dækkede hele beløbet. Men jeg er positiv over, at man ser på problemet, og jeg vil ikke sidde og være sur. Men jeg vil gerne se, hvordan det er skruet sammen i forhold til lånevilkårene", siger Peter Hansted (S) til Fyns Amts Avis.
Maksimalt 25 procent
Ifølge Fyns Amts Avis giver Venstres lokale folketingsmedlem Erling Bonnesen udtryk for, at der er mulighed for, at Ærø Kommune med aftalen kan få kompenseret mere end 25 procent af sine udgifter.
"Jeg har en klar forventning om, at Ærø får dækket en meget stor del af sine udgifter. De har ikke samme budget som en kommune med 50-75.000 indbyggere, og Ærø blev så hårdt ramt, at man bliver kørt bagover, hvis ikke man får væsentlig hjælp", siger Erling Bonnesen til avisen.
Til NB-Kommune fastslår Miljøministeriet imidlertid, at kommunerne ikke - ej heller enkeltvist - kan opnå et tilskud fra anlægspuljen på mere end 25 procent af udgifterne til konkrete genopretningsprojekter.
De berørte kommuners samlede udgifter til stormflodsskader er endnu ikke gjort op, da de eksakte beløb vil afhænge af indkomne tilbud. Men meldingerne tyder på, at den samlede regning bliver et større trecifret millionbeløb.
Miljøministeriet fremhæver, at den ekstraordinære stormflodpulje kommer oven i den kystbeskyttelsespulje på 150 mio. kr., som regeringen med Klimatilpasningsplan 1 lægger op til at forlænge i 2024. Kystbeskyttelsespuljen er af mange borgmestre blevet kritiseret for at være for lille i forhold til de faktiske udgifter, som kommunerne har til klimatilpasningsprojekter.
Sidst opdateret: 28/11/2023 - 12:01
Temaer: Klima
Emner: Vordingborg Kommune, Ærø Kommune













































