
Aftalen om finanslov 2024 blev præsenteret i Finansministeriet - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Se hvad der er aftalt om nye penge til kommuner og regioner i finansloven
Med en lille pulje at forhandle om i forbindelse med finansloven og mange partier til at deles, er hvert beløb blevet af en overskuelig størrelse. Se nedenfor, hvad der er aftalt på de områder, der vedrører kommuner og regioner.
Udgivet: 28/11/2023
Det største enkeltbeløb, der kan findes i finanslovsaftalen for 2024, er 150 mio. kr. til "Værdig ældrepleje". Og heraf var de 100 mio. kr. allerede afsat i finanslovsforslaget som en reserve til styrket indsats for udsatte ældre.
Deler man de 150 mio. kr. ud på kommunerne er det ca. 1,5 mio. kr. til en gennemsnitskommune. Og i 2027, hvor beløbet er steget til 200 mio. kr., vil en gennemsnitskommune i bedste fald have råd til ca. 5 sosu-hjælpere mere.
Anvendelsen af pengene skal nemlig først aftales mellem partierne, og der kan både blive tale om udbredelse af faste teams, mere velfærdsteknologi og en udvidelse af Plejehjemsoversigten.
Dertil kommer, at en del af midlerne i den øvrige del af finanslovsaftalen anvendes til for eksempel at annullere en besparelse eller videreføre midlertidige bevillinger. Det vil sige, at reelt vil der ikke være tale om et løft men status quo på de pågældende områder.
Det handler for eksempel om Center for Undervisningsmidler, hvor en planlagt besparelse alligevel ikke skal gennemføres, og en videreførelse af den midlertidige forhøjelse af udkantstilskuddet til almene gymnasier og puljen til voksenuddannelsescentre med økonomisk udfordrede afdelinger.
Se nedenfor, hvad der ligger i finanslovsaftalen med relevans for kommuner og regioner.
Sidst opdateret: 28/11/2023 - 11:37












































