Jens Peter Hansen er blevet smidt ud af Venstre i partiforeningen i Randers Kommune - tilsyneladende var udtalelser omkring Nordic Waste dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Jens Peter Hansen er blevet smidt ud af Venstre i partiforeningen i Randers Kommune - tilsyneladende var udtalelser omkring Nordic Waste dråben, der fik bægeret til at flyde over. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)

Ekskluderet efter udtalelser om Nordic Waste

Byrådsmedlem i Randers Jens Peter Hansen har imod Venstres ønske ytret sig offentligt om Nordic Waste-sagen, siger lokalformand, så nu er han smidt ud og er fra i dag løsgænger.

Udgivet: 02/02/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Byrådsmedlem for Venstre i Randers Kommune Jens Peter Hansen er blevet ekskluderet fra sit parti og er fra i dag, fredag, løsgænger.

Ifølge et brev, som Jens Peter Hansen har delt i et opslag på Facebook, skyldes ekskluderingen, at han "modarbejder Venstres interesser".

Byrådsmedlemmet siger til Ritzau, at han ikke vil "komme med gisninger om", hvad der yderligere ligger til grund for beslutningen. Han henviser i stedet til en artikel fra Randers Amts Avis.

Formand i Venstre Randers Ulla Jensen siger til mediet, at Jens Peter Hansen ikke har fulgt partilinjen i en række sager.

Ifølge formanden drejer det sig om årelange udfordringer om, at Jens Peter Hansen ikke følger partilinjen i en lang række sager. Det har givet sig udtryk i det, som Ulla Jensen kalder ’et utal af politiske udviklingssamtaler’ med skiftende formænd gennem de sidste otte år.

Den sidste måneds tid har Jens Peter Hansen luftet en lang række forskellige medier med sin holdning til Nordic Waste. En holdning, hvor han blandt andet er optaget af ikke at skyde skylden på nogen. Han har både forsvaret virksomheden, dens ejere og Randers Kommunes rolle i sagen. Men det er ytringer, som Venstreforeningen i Randers ikke er enige i:

"Før jul meldte vi ud fra kommuneforeningen, at vi ikke ønskede, at byrådsmedlemmerne fra Venstre skulle tage stilling til sagen, før vi vidste mere om, hvad der var op og ned i det," siger Ulla Jensen til Randers Amts Avis.

Men i TV 2 Østjylland 21. januar lød meldingen fra byrådsmedlemmet, at Nordic Waste ikke have gjort noget galt og ej heller ejeren, Torben Østergaard-Nielsen.

"Folkedomstolen har jo lydt, og en hel stribe af ministre er ude og sige, at han skal betale. Det er at foretage domfældelse uden rettergang og uden at have andet lovgivning end janteloven at bygge det på," sagde han blandt andet.

Det faldt ikke i god jord hos lokalforeningen og viceborgmester og spidskandidat for Venstre i Randers, Claus Berggren. Han bakker op om beslutningen.

"Han er gentagne gange gået egne veje, også i sager, hvor han er blevet bedt om at følge partilinjen," siger han og forklarer, at situationen er eskaleret med Jens Peter Hansens udtalelser om Nordic Waste-sagen.

"Det er ærgerligt, at vi er nået hertil," tilføjer han.

Jens Peter Hansen kan ikke umiddelbart genkende hele billedet.

"Det er jo deres beslutning. Men når det kommer til Nordic Waste, er jeg usikker på, hvad Venstres holdning overhovedet er", siger han til Randers Amts Avis.

Jens Peter Hansen beholder sin plads som næstformand miljø- og teknikudvalget i kommunen, og til Ritzau forklarer han også, at han har været "temmelig kraftigt" involveret i Nordic Waste-sagen.

For nuværende vil han ikke sige mere om selve ekskluderingen.

"Det er, som det er. Jeg siger, hvad jeg gør, og jeg lægger tingene åbent frem hele tiden," siger han.

Sidst opdateret: 02/02/2024 - 09:21

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]