
Disse 25 kommuner bliver mere attraktive for pendlere
Regeringens skatteforslag øger befordringsfradraget i en fjerdedel af landets kommuner og for alle småøer. Med 50 kilometer til arbejde vil ens fradrag stige med 4.000 kroner.
Udgivet: 25/01/2024
En fjerdedel af landets kommuner vil fremover kunne markedsføre sig med, at pendlere bosat i kommunen har en skattefordel.
SVM-regeringen har fremsat et lovforslag på skatteområdet, som vil øge befordringsfradraget med 10,75 procent i 25 yderkommuner og på alle øer i Sammenslutningen af Danske Småøer. Det vil øge fradraget fra 2,23 kroner pr. kilometer til 2,47 kroner pr. kilometer.
For en pendler, der har 30 kilometer til arbejdspladsen og 220 arbejdsdage i løbet af et år, vil befordringsfradraget øges med cirka 1.900 kroner, hvis man bor i en yderkommune. Med 50 kilometer til arbejdspladsen vil fradraget blive hævet med cirka 4.000 kroner om året.
Beboere i de 25 yderkommuner har allerede i dag et højere kørselsfradrag, men kun hvis de pendler langt - mindst 120 kilometer om dagen (eller 60 kilometer i hver retning). I resten af landet halveres kilometertaksten, når man runder 120 kilometer, men i yderkommunerne fastholdes grundtaksten for alle langdistancependlere. Med lovændringen øges taksten for kørsel allerede fra 24 kilometer per dag.
Ændringen, der vil gælde fra i år til og med 2027, har "til formål at styrke mobiliteten i yderkommunerne og på småøerne, og derved sikre et sammenhængende Danmark i geografisk balance", skriver Skatteministeriet i lovforslaget.
Befordringsfradraget opnår pendlere, der dagligt har mindst 24 kilometers transport til og fra arbejde - eller 12 kilometer hver vej.
Samlet set ventes det at koste 130 mio. kr. om året over kommuneskatten at finansiere fradraget - og 100 mio. kr. netto efter tilbageløb og ændret adfærd, vurderer Skatteministeriet.
"Forslaget får dog ingen umiddelbare økonomiske virkninger for kommunerne for indkomståret 2024, da det ikke indgår i det statsgaranterede udskrivnings-grundlag for 2024", skriver Skatteministeriet i lovforslaget.
Også i de følgende år det forhøjede fradrags effekt på kommunernes skatteindtægter være minimal, da yderkommunerne i høj grad kompenseres over udligningen.
Fakta om forhøjet befordringsfradrag
Disse 25 kommuner er omfattet af ordningen om det forhøjede befordringsfradrag:
Bornholm, Brønderslev, Frederikshavn, Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Hjørring, Jammerbugt, Langeland, Lolland, Læsø, Morsø, Norddjurs, Odsherred, Samsø, Skive, Slagelse, Struer, Svendborg, Sønderborg, Thisted, Tønder, Vesthimmerland, Vordingborg, Ærø og Aabenraa.
Definitionen af yderkommuner stammer fra fordeling af EU-midler under et tidligere regional- og socialfondsprogram. Udvælgelsen er baseret på disse to objektive kriterier:
• Lav erhvervsindkomst: Kommunens erhvervsindkomst pr. indbygger er under 90 pct. af landsgennemsnittet (gennemsnit over seneste 3 år)
• Geografisk placering: Der er mere end en halv times kørsel til en større by, hvor en større by er defineret ved at have mere end 45.000 indbyggere (Hovedstadsområdet, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg, Randers, Kolding, Horsens, Vejle, Roskilde, Herning og Helsingør).
Ved en ændring i 2014 blev Brønderslev og Faaborg-Midtfyn fastholdt under ordningen, selvom kommunerne ikke opfylder kriterierne. Det blev besluttet, fordi pendlere kunne have bosat sig i forventningen om, at de kunne udnytte et forhøjet befordringsfradrag.
17 af de 27 øer i Sammenslutningen af Danske Småøer ligger i yderkommunerne. De ti tilbageværende er omfattet af ordningen om forhøjet befordringsfradrag, så pendlere på samtlige 27 øer kan nyde gavn af fradraget.
De ti småøer (med kommunen i parentes) er:
Bågø (Assens), Egholm (Aalborg), Endelave (Horsens), Hjarnø (Hedensted), Mandø (Esbjerg), Nekselø (Kalundborg), Orø (Holbæk), Sejerø (Kalundborg), Tunø (Odder) og Årø (Haderslev).
Sidst opdateret: 25/01/2024 - 13:56












































