
Affald, der hverken kan genanvendes eller anvendes på forbrændingsanlæg (som her på billedet), placeres på deponier. En stor efterregning kan ende hos kommunerne, hvis efterbehandlingen varer længere end ventet, da taksterne blev beregnet. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Advarsel: Kommuner risikerer at hænge på regning til deponier i mange årtier
Underfinansieret affald er en tikkende økonomisk bombe under kommunerne, skriver mediet Wastetech. Det er affaldsselskabernes deponier, der udgør truslen, fordi efterbehandlingen kan vare over 100 år.
Udgivet: 24/01/2024
Længe efter kommunernes affaldsselskaber lukker deres deponier for nye leverancer, skal selskaberne fortsætte med at efterbehandle affaldet. Dette arbejde bør være finansieret gennem taksterne, da affaldet blev indleveret, men i det lange løb slipper pengene op mange steder i landet..
Det skriver Ingeniørens nichemedie Wastetech, som har sat fokus på problemstillingen.
Efterbehandlingstiden er som udgangspunkt fastsat til 30 år i Miljøstyrelsens deponeringsbekendtgørelse, men hvis de kommunale affaldsselskaber ikke har planlagt og fastsat taksterne efter, at arbejdet med at efterbehandle affaldet varer betydeligt længere, vil de komme til at mangle store beløb.
Flere eksperter vurderer over for Wastetech, at efterbehandlingen af det deponerede affald skal stå på i 100-300 år - i nogle tilfælde endnu længere, fordi affaldet bliver ved med at udskille miljøfremmede stoffer.
Efterregningerne kan ifølge Steen Stentsøe, der er seniorkonsulent ved RenoDjurs, på landsplan "løbe op i milliardklassen", hvis ikke selskaberne bag de stadig aktive deponier i tide hæver prisen for at deponere affald.
Henrik Müller fra RenoSyd, der ejes af to østjyske kommuner, mener ikke, at det giver mening, at udgiften lander hos de kommuner, som er endt med at lægge arealer til et deponi. Sidste år lukkede RenoSyd i Skårup et deponi i en grusgrav, som virksomheder og kommuner har fyldt med affald siden 1979. Der var afsat 36 mio. kr. til efterbehandlingstiden, men pengekassen vil være tømt inden for et årti, oplyser direktøren.
"Derefter ender regningen hos de kommuner, som har varetaget en kritisk samfundsopgave i årtier, og i tilfældet med Skårup drejer det sig om Odder og Skanderborg Kommune. Det bliver altså skatteborgerne i de kommuner, som til sidst ender med regningen," siger Henrik Müller til Wastetech.
Han anbefaler, at driften af deponier rykker fra kommunalt til nationalt niveau.
Skatteborgerne får regningen
Hidtil har deponering af affald kørt i strid med praksissen om, at “forureneren betaler”, da gebyret, som affaldsselskaberne har opkrævet, langtfra harmonerer med den reelle udgift over tid, vurderer forsker i deponier ved DTU, Peter Kjeldsen.
"Pengene vil slippe op, for vi ser ind i mindst tre gange så lang efterbehandlingstid, og formentlig meget længere, og derefter bliver det skatteborgerne, som får lov at betale regningen," siger Peter Kjeldsen til Wastetech.
I årene efter lukningen af et deponi har affaldsselskaberne fortsat udgifter til driften - blandt andet rensning af regnvand, der er sivet ned gennem lossepladsen - prøvetagning, vedligeholdelse og administration.
I et skriftligt svar til Wastetech oplyser Miljøstyrelsen, at efterbehandlingstiden kan korrigeres fra sag til sag, og at det er "op til deponeringsanlæggets ejer at vurdere og redegøre overfor Miljøstyrelsen, hvor lang efterbehandlingstiden skal være."
Samtidig slår styrelsen fast, at deponeringsanlæg - uanset længden på den beregnede periode - fortsætter med at være i efterbehandling, indtil miljømyndigheden vurderer, at behandlingen kan ophøre.
Sidst opdateret: 23/01/2024 - 13:17












































