Jan Hoby (th), der som næstformand for Landsforeningen for socialpædagoger har været engageret i den faglige kamp i mange år, mener, at tiden er inde til at øge presset på regeringen. Planen er at lægge et pres op til KL-topmødet (tv.) i marts, og han håber, at kommunalpolitikerne på tværs af partier vil gå i fælles front mod den nuværende økonomistyring af kommunerne.

Jan Hoby (th), der som næstformand for Landsforeningen for socialpædagoger har været engageret i den faglige kamp i mange år, mener, at tiden er inde til at øge presset på regeringen. Planen er at lægge et pres op til KL-topmødet (tv.) i marts, og han håber, at kommunalpolitikerne på tværs af partier vil gå i fælles front mod den nuværende økonomistyring af kommunerne. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix; Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)

Kommunalt ansatte vil demonstrere under KL-topmøde: 'Træd i karakter, politikere'

Et netværk af kommunale medarbejdere opfordrer byrådsmedlemmer til at øge modstanden mod skiftende regeringers stramme økonomistyring. Planen er at demonstrere i mange byer under KL-topmødet i marts, fortæller københavnsk repræsentant.

Udgivet: 16/01/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Mange medlemmer af byråd og kommunalbestyrelser modtog i sidste uge en mail med opfordringen om bruge deres politiske indflydelse til at lægge pres på regeringen for at sikre kommunerne en bedre økonomi.

Afsenderne bag budskabet er kommunale medarbejdere, der har plads i kommunernes HovedMED-udvalg som næstformænd. Til NB-Kommune fortæller Jan Hoby, der er afsender af brevet til Borgerrepræsentationen i København, at netværket af næstformænd dækker mere end 80 kommuner, hvor politikerne har fået opfordringen om "at træde i karakter".

Brevet, der kan læses i fuld længde nederst i artiklen, blev sendt op til Kommunaløkonomisk Forum i sidste uge i håbet om, at politikerne i højere grad vil engagere sig i en kamp mod budgetloven og de stramme økonomiaftaler.

 "I realiteten er det også en frustration over, at rigtig mange lokale fagforeninger og kommunalpolitikere ikke forholder sig til problemet", siger Jan Hoby, der er næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger og næstforperson i HovedMED i Børne- og Ungdomsforvaltningen i København, til NB-Kommune.

Han fortæller, at medarbejderne i forbindelse med KL's topmøde 21.-22. marts har planer om at indkalde til demonstrationer i så mange af landets 98 kommuner som muligt for at lægge pres på regeringen. Målet er, at demonstrationerne skal følges op af stærke markeringer op til økonomiforhandlingerne mellem KL og regeringen i maj.

"Tanken er, at vi også vil lave et pres under økonomiforhandlingerne. Det bliver forhåbentligt noget større, end det vi har lavet de seneste år", siger Jan Hoby.

Han tilføjer, at netværket af HovedMED-næstformænd satser på at få handicaporganisationerne og 1 Million Stemmer med på demonstrationerne.

"Vi kan ikke vente på, at man by for by bliver klar til at gøre noget", siger han.

Opgør med budgetloven

Ud over at opnå årlige økonomiaftaler med mere luft til kommunal velfærd er det hovedmål at presse på for at få en helt anden form for budgetstyring i kommunerne. Det indebærer et opgør med budgetloven og de snærende anlægs- og servicerammer, fortæller Jan Hoby.

"For få kæder de forskellige elefanter i rummet sammen", siger han om bevægelsens fokus på budgetlov og økonomiaftaler.

Han er overbevist om, at det, der skal til, er et dobbelt pres med krav fra både kommunerne i KL-regi og fagforeningerne. Hvis byrådspolitikerne fra en bred palet af parter lægger et pres på regeringen, vil finansminister Nicolai Wammen (S) være nødt til at bøje sig, spår Jan Hoby.

"Det handler ikke så meget om partifarve. Hvis vi vil bevare en velfærdsstat, er vi nødt til at slå pjalterne sammen", siger han og ytrer samtidig ønske om, at de store kommunale medarbejdergruppers fagforeninger mobiliserer kræfterne i foråret for at lægge et pres på regeringen.

"Det har altid undret mig, at fagforeningerne ikke er mere på banen op til økonomiforhandlingerne", siger han.

Han nævner modstanden mod omprioriteringsbidraget i 2016 som et eksempel til efterfølgelse. Under Løkke-regeringen bragte Frederikshavn Byråd sagen på dagsordenen ved delegeretmødet i KL. Ved økonomiforhandlingerne samme forår trak den borgerlige regering i land og fjernede effektiviseringskravet på 1 procent om året efter pres fra KL.

"Der var fælles front og man sagde, at der ikke bliver nogen økonomiaftale uden os", siger Jan Hoby, som håber på, at der i de kommende måneder sker noget tilsvarende ude i byrådene.

I et par kommuner har partier, der er i opposition i Folketinget, på det seneste stillet forslag om at fremsætte krav til KL's bestyrelse ved delegeretmødet, der finder sted under KL-topmødet i Aalborg i marts.

I København gik Enhedslisten, Radikale, Alternativet og Dansk Folkeparti sammen om et forslag, som S og SF fik udvandet ved at fjerne den sætning, hvor KL's bestyrelse opfordres til at afvise en økonomiaftale, der ikke sikrer et økonomisk løft. Den præcis samme sætning blev på foranledning af Socialdemokratiet pillet ud, da Enhedslisten i Aalborg i sidste uge fremsatte et tilsvarende forslag i byrådssalen. I begge kommuner vedtog et byrådsflertal en tekst, som nu skal fremsættes på delegeretmødet.

Den københavnske medarbejderrepræsentant er indstillet på, at kampen skal vare både i 2024 og valgåret 2025.

"Med halvandet år til kommunalvalget er det tid til at handle - hvis det ikke er nu, hvornår skal vi så gøre det? Vi forsøger at holde gryden i kog", siger Jan Hoby til NB-Kommune.

DOKUMENTATION: Brevet til byrådsmedlemmer i mange af landets kommuner

Kære lokalpolitikere

Vi skriver til jer, fordi vi i øjeblikket oplever et umenneskeligt pres på medarbejderne rundt i landets kommuner. Et pres mellem på den ene side at ville levere den velfærd, som borgerne har brug for og ret til, og på den anden side ikke at få stillet tilstrækkelige ressourcer til rådighed.

Vi ved, at I som lokalpolitikere står i en lignende klemme. I brænder for at sikre den lokale velfærd, men på samme tid har I begrænsede midler at gøre det for. Det er NU, I skal træde i karakter og bruge jeres politiske indflydelse.

Vi håber, at I som folkevalgte lokalpolitikere vil være med til at lægge pres på regeringen sammen med os, så vi kan få genoprettet den kommunale velfærd.

Den kommunale velfærd har været underfinansieret gennem mange år, fordi skiftende regeringer med budgetloven i hånden har presset stramme økonomiaftaler ned over kommunerne. Det giver ikke meget mening, at man skal slide så meget med at levere velfærd til borgerne, når der samtidig ligger mange milliarder og samler støv i kommunekasserne pga. budgetloven. Og her kan man så tage med i ligningen, at statskassen er velpolstret både nu og frem i tiden.

Om få dage er en del af jer formentlig at finde i Aalborg, når KL afholder Kommunaløkonomisk Forum. Vi håber, at I her som et samlet KL vil råbe regeringen op og kræve den økonomi, der skal til for at genoprette den kommunale velfærd.

Som øverste medarbejderrepræsentanter i de kommunale samarbejdsudvalg HovedMED repræsenterer vi flere hundredetusinde kommunale medarbejdere, og I har vores støtte til et sådant opråb, for der er virkelig brug for, at regeringen forstår, hvad det er for en virkelighed, der udspiller sig ude i kommunerne.

De bedste hilsner fra

Medarbejdersiden i HovedMED

Sidst opdateret: 16/01/2024 - 12:38

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]