Indenrigsminister Sophie Løhde (V) bakker kommunerne op i nyt folketingssvar. Stigning i antallet af akademikere skyldes øget kompleksitet.

Indenrigsminister Sophie Løhde (V) bakker kommunerne op i nyt folketingssvar. Stigning i antallet af akademikere skyldes øget kompleksitet. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Løhde: Flere akademikere i kommunerne skyldes øget kompleksitet

Indenrigs- og sundhedsminister bakker op om kommunernes stigning i antallet af akademikere i nyt folketingssvar. Kompleksiteten i kommunernes administrative opgaver er øget, lyder begrundelsen. Er det tegn på kursskifte i regeringen?

Udgivet: 30/11/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Selvom regeringen ofte har yndet at give kommunerne skylden for, at der er kommet en stigning i bureaukratiet og antallet af administrative medarbejdere de seneste år, så har indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) valgt en ny tilgang.

Hun bakker i stedet kommunerne op i nyt folketingssvar til Dansk Folkeparti.

Det skriver NB-Økonomi.

"Stigningen af antallet af akademikere i kommunerne er sket i en

periode, hvor der løbende er sket en stigning i kompleksiteten af de administrative

opgaver, kommunerne løser," siger Løhde som noget af det første i sit svar til beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann (DF), som spørger til, om det er fornuftigt med den stigning.

Svaret er ifølge NB-Økonomi interessant, fordi det kan markere et kursskifte i regeringens holdning til bureaukrati. Mange i kommunerne har tidligere følt sig som skydeskive fra både den tidligere S-regering og den nuværende SVM-regering for nærmest at fråse med administrative medarbejdere. I stedet har man ønsket en anerkendelse af, at antallet af komplekse myndighedsopgaver pålagt fra statens side er steget de seneste år, hvilket betyder, at kommunerne har måtte ansætte flere akademikere.

Stigning i antal akademikere kommer fra lavt udgangspunkt

Men indenrigsministeren stopper ikke sin opbakning der. Hun mener, at den procentmæssige store stigning i Syddjurs og Norddjurs - som Nick Zimmermann refererer til i sit spørgsmål - sker fra et lavt udgangspunkt.

"... de meget høje procentstigninger sker på baggrund af et relativt lavt antal akademikere i

udgangsåret. Ifølge Kommunernes og Regionernes Løndatakontor udgjorde antallet

af akademiske årsværk i Syddjurs Kommune godt 87 ud af samlet ca. 2.844 årsværk i

juli 2010, svarende til 3,1 pct. I juli 2023 var antallet af akademiske årsværk steget til

knap 164 ud af i alt ca. 2.973 årsværk i kommunen, svarende til en andel på 5,5 pct," skriver hun og tilføjer:

"I Norddjurs Kommune er de akademiske årsværk i perioden steget fra 78 til 140, og

udgør i 2023 en andel på 4,6 pct. af det samlede antal årsværk på 3.021."

Økonomiaftalen for 2024 pålagde som bekendt kommunerne at spare 700 mio. kr. på administration. Regeringen har sammen med KL aftalt, at de skal mødes kort før jul for at se på, hvad der kan afbureaukratiseres i kommunerne. KL ønsker, at besparelsen skal findes ved at reducere statslige regler, der øger kompleksiteten hos kommunerne, således at der både kan spares i stat og kommuner. Regeringen har ikke villet lægge sig fast på, hvor meget af besparelsen, der skal findes via statslige regler, og hvor meget kommunerne selv skal finde.

Ministeren henviser til KL- og regeringssamarbejde om bureaukrati

Sophie Løhde støtter op om det samarbejde, der nu er i gang mellem kommunerne og regeringen.

"Det er imidlertid vigtigt, at vi til stadighed prioriterer og allokerer ressourcer, så der

opnås mest mulig værdi for borgerne. Derfor har regeringen og KL i økonomiaftalen

for 2024 aftalt et flerårigt samarbejdsprogram, der skal understøtte kommunernes

arbejde med at nedbringe de administrative ressourcer og udvikle de borgernære

velfærdsområder," skriver hun.

Ministeren mener generelt ikke, at det er regeringens job at gå ind og sammensætte personalegrupperinger i kommunerne, sådan som Nick Zimmermann lægger op til i sit spørgsmål til ministeren. Han spørger direkte til, hvad ministeren agter at gør for, at antallet af akademikere bliver reduceret i kommunerne, og at der i stedet bruges ressourcer på "varme hænder".

"Sammensætning af medarbejderkompetencer hører under det kommunale selvstyre,

og det er kommunalbestyrelsens ret og ansvar at tilrettelægge varetagelsen af

kommunens opgaver mest hensigtsmæssigt, herunder ift. sammensætningen af

personalegrupper," skriver Sophie Løhde.

Nick Zimmermann (DF) har stillet flere spørgsmål om lønningsniveauet i kommunerne og andelen af medarbejdere med akademisk baggrund. Flere af disse er endnu ikke besvaret. Tidligere på efteråret fik han med et spørgsmål til Sophie Løhde belyst, hvor mange ansatte i kommuner og regioner, der tjener mindst 1 million kroner om året.

Læs også:
1.600 kommunalt ansatte tjener over 1 mio. kr. om året - sådan er de fordelt

Sidst opdateret: 30/11/2023 - 12:35

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Administration

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]