1.600 kommunalt ansatte tjener over 1 mio. kr. om året - sådan er de fordelt

Et svar fra indenrigsminister Sophie Løhde viser, at der er store forskelle på, hvor mange ansatte i kommunerne der oppebærer en årsløn på mindst en million kroner, når mængden af højtlønnede sættes i forhold til folketallet.

Udgivet: 02/11/2023

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Ministersvaret på et nyt folketingsspørgsmål kaster lys over, hvor mange ansatte i hver af landets kommuner der tjener over 1 million kroner om året (inklusive tillæg, pensionsbidrag og feriegodtgørelse). Oversigten fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet viser, at i alt 1.634 personer (med ministeriets opgørelsesmetode) oppebærer en sådan årsløn.

Flest findes ikke uventet i landets største kommune, København, der beskæftiger 191 personer med en årsløn på mindst 1 million kroner. Når antallet af højtlønnede sættes i forhold til kommunernes folketal, placerer Københavns Kommune sig dog tæt på landsgennemsnittet på 0,27 ansatte per 1.000 indbyggere.

Kun seks kommuner, heriblandt landets fem mindste ø-kommuner, har færre end fem medarbejdere på lønningslisten med en syvcifret bruttoløn. Den sjette er Rebild Kommune, der dermed hører til blandt kommunerne med færrest højtlønnede per 1.000 indbyggere. Assens, Favrskov og Viborg er de tre øvrige kommuner, hvor det ligger fast, at der er færre end 0,15 kommunalt ansatte med en bruttoløb på over 1 million kroner.

Tallene er baseret på lønudbetalingerne i maj 2023, og opgørelsen er derfor følsom for særlige omstændigheder. Kommunernes og Regionernes Løndatakontors (KRL) har prøvet at korrigere for særligt høje udbetalinger af tillæg i maj ved at sammenligne med tillæg i april og juni (se nærmere beskrivelse i faktaboks nederst).

I overensstemmelse med KRL's sædvanlige praksis for offentliggørelse af statistik har Indenrigs- og Sundhedsministeriet udeladt kommuner, hvor færre end 5 personer tjener over 1 mio. kr., fra dataudtrækket.

Løntallene er offentliggjort som svar til folketingsmedlem Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Han siger til TV2 Østjylland, at der efter hans mening "er alt for mange papirnussere og djøf'ere, der får for meget i løn",

"Det er ikke længere kun kommunaldirektøren og fagdirektører, der får de høje lønninger. Det er nærmest en kommunal adel, hvor mange klapper hinanden på skulderen", siger DF-folketingsmedlemmet, som undrer sig over, at der ikke findes noget loft over, hvor mange kommunalt ansatte der må få en så høj løn.

Nick Zimmermann efterspurgte i sit spørgsmål også en oversigt over antallet af ansatte i regionerne og staten med lønninger over milliongrænsen. Ministeriet har via samme særkørsel fra KRL skaffet ham tallene fra de fem regioner, der tilsammen beskæftiger 6.928 ansatte med dette lønniveau. Regionernes større andel af millionlønninger hænger sammen med lægernes relativt høje løn.

På statens område har DF-spørgeren ikke fået oplyst konkrete tal, da Medarbejder- og Kompetencestyrelsen ikke er ”i besiddelse af data om, hvor mange ansatte i staten, der modtager over 1 mio. kr. årligt i løn, herunder bonusser og andre tillæg samt pension”, står der i svaret fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Endvidere oplyser ministeren følgende om de statslige lønninger:

”Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er derimod i besiddelse af statistisk beregnede årlige gennemsnitslønninger, der tidligere er brugt til besvarelse af folketingsspørgsmål, pressehenvendelser, aktindsigter fra journalister mv. Disse oversigter over gennemsnitslønninger i staten er ikke én til én sammenlignelige med de faktiske udbetalte årslønninger, der optræder på en given lønseddel og dermed de faktiske lønninger, som spørger ønsker en oversigt over”.

Fakta om lønoversigten

Opgørelsen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet er baseret på en særkørsel og data, der ligger til grund for KRL’s månedlige løn‐ og personalestatistik for maj 2023. Der er ved særkørslen antaget, at ét ansættelsesforhold, der i maj 2023 får udbetalt en samlet løn svarende til 83.333 kr., vil have en årlig indtægt i 2023 på mindst 1 mio. kr.

Opgørelsen omfatter kommunalt og regionalt ansatte (ekskl. fælleskommunale selskaber), der er månedslønnede og i ordinær beskæftigelse (overenskomstansatte og tjenestemænd) og aflønnes i maj 2023 med højst 42 timer/uge.

Lønsummen er opgjort brutto og indeholder grundløn, centrale tillæg, lokale tillæg, genetillæg, særlig feriegodtgørelse og pensionsbidrag.

Såfremt en persons tillægsmasse i maj 2023 overstiger tillægsmassen i april 2023 og juni 2023 antages differencen mellem tillægsmassen i april og maj at udgøre personens engangstillæg. Engangstillæg indgår med 1/12 værdi. Pension til tjenestemænd omfatter kun supplerende pensionsordninger samt atp og gruppeliv.

Sidst opdateret: 02/11/2023 - 12:02

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]