
Borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) har sat gang i debatten om et nyt kommunenavn til Thisted Kommune, eftersom landsdelsnavnet Thy er blevet kendt i offentligheden de senere år. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix; Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Kommunes navneskift kan blive vedtaget i februar
Om Thisted Kommune skal skifte navn til Thy Kommune, kan blive afgjort i februar. Forinden skal borgerne høres i digital undersøgelse, foreslår kommunaldirektør i indstilling.
Udgivet: 23/11/2023
Om Thisted Kommune skal skifte navn til Thy Kommune, kan blive afgjort i februar, hvis der er politisk vilje til at gå videre med den idé, som borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) luftede i et interview med Nordjyske.
På kommunalbestyrelsesmødet tirsdag 28. november skal politikerne tage stilling til et oplæg fra kommunaldirektør Ulrik Andersen. Hvis flertallet støtter idéen, igangsættes en proces, der omfatter en digital spørgeskemaundersøgelse af borgernes holdninger til et nyt kommunenavn. Undersøgelsen skal finde sted i januar og danne grundlag for den endelige afgørelse. Beslutningen om et navneskifte skal ifølge oplægget træffes på kommunalbestyrelsesmødet 27. februar.
Det nye navn kan forene land og by og rummer ifølge fortalerne en stærkere markedsføringsværdi.
"Thy bærer anerkendelse både nationalt og internationalt, og det har indbygget associationer til natur, fællesskab og står som et stærkt alternativ til bylivet. Disse elementer er ikke lige så kraftfulde for Thisted," skriver administrationen i oplægget.
Kommunen lægger op til, at overgangen til Thy Kommune kan holdes inden for de eksisterende budgetter, hvis implementeringen sker gradvist.
"Implementering af en godkendt navneændring vil ske ved løbende udskiftning, der udarbejdes en særskilt plan herfor. Alternativt skal der foretages en nærmere analyse og beregning af, hvad en navneændring vil koste ved en øjeblikkelig implementering", skriver kommunaldirektøren i indstillingen om de økonomiske konsekvenser af et navneskift.
Sidst opdateret: 23/11/2023 - 11:43












































