
Halsnæs Kommune hed Frederiksværk-Hundested Kommune det første år efter kommunalreformen. Siden da har navnene på det kommunale danmarkskort lagt fast. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ingen kommune har skiftet navn siden 2008
Den potentielle navneændring i Thisted Kommune vil være den første i mere end 15 år.
Udgivet: 27/10/2023
Thisteds borgmester, Niels Jørgen Pedersen (V), annoncerede tidligere på ugen, at han går med tanker om at skifte kommunens navn til Thy Kommune. Det vil i så fald være den første kommune, som skifter navn i mere end 15 år.
Dengang var det Frederiksværk-Hundested Kommune, som med virkning fra 1. januar 2008 blev til Halsnæs Kommune. Få måneder forinden havde en anden kommune, som efter kommunalreformen blev skabt med dobbelt bynavn, skiftet navn, da det blev besluttet at omdøbe Brønderslev-Dronninglund Kommune til Brønderslev Kommune. Navneændringen i Vendsyssel blev vedtaget på det første kommunalbestyrelsesmøde efter reformen i januar 2007.
Frederiksværk-Hundested og Brønderslev-Dronninglund var i øvrigt de to længste kommunenavne, som blev skabt efter kommunalreformen.
"Thy Kommune" vil sammen med Ærø Kommune i så fald blive landets korteste kommunenavn, men det er nu ikke for at spare bogstaver, at borgmesteren ønsker at indlede en diskussion om et navneskift.
"For 20 år siden var kendskabet til Thy meget begrænset udenfor Thy. Nu forbindes det med mange forskelige ting som bosætning, turismeudvikling, natur og nationalpark og Cold Hawaii. Så Thy er blevet vores fælles identitet og det sted, vi siger, at vi kommer fra", sagde Niels Jørgen Pedersen (V) til Nordjyske forleden.
"Derfor giver det mening at tage Thy ind som del af kommunens navn", forklarede borgmesteren.
Det fremtidige navn på den nordvestjyske kommune skal drøftes på kommunalbestyrelsens møde i november. Hvis idéen møder opbakning - i kommunalbestyrelsen såvel som i en digital borgerundersøgelse - vil navneændringen kunne vedtages i slutningen af 2024 og træde i kraft i januar 2025, forventer Niels Jørgen Pedersen.
Styrelsesloven for kommunerne fastslår, at en ændring af en kommunes navn kun kan ske med økonomi- og indenrigsministerens samtykke.
Sidst opdateret: 27/10/2023 - 12:20
Emner: Halsnæs Kommune, Thisted Kommune







































