Borgmester Steffen Jensen er tilbage på rådhuset i Frederiksværk igen fra i dag, mandag.

Borgmester Steffen Jensen er tilbage på rådhuset i Frederiksværk igen fra i dag, mandag. - Foto: Halsnæs Kommune

Halsnæs' borgmester tilbage efter sygemelding

Borgmester i Halsnæs Kommune, Steffen Jensen, vender tilbage til arbejdet i dag mandag efter en sygemelding på grund af overbelastning i begyndelsen af oktober.

Udgivet: 30/10/2023

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Steffen Jensen (S) kan i dag mandag 30. oktober efter en sygdomsperiode på grund af overbelastning atter sætte sig i borgmesterstolen på rådhuset. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

I første omgang vender Steffen Jensen dog tilbage for nedsat kraft. Det indebærer, at 1. viceborgmester Helge Friis (S) fortsat vil varetage en række funktioner på vegne af borgmesteren, herunder bestyrelsesarbejde og repræsentation.

Borgmesteren lægger ikke skjul på, at det kom som noget af et chok for ham, at hans krop reagerede, som den gjorde.

”Derfor har jeg brugt de forgangne uger på dels at komme mig, dels at se på hvad jeg kan gøre for at forebygge, at det sker igen. Det handler blandt andet om at være bedre til at lytte til kroppens signaler og generelt passe bedre på sig selv. Som en konsekvens af det har jeg også besluttet at vende gradvist tilbage, hvor jeg i den første tid vil skrue ned for aktivitetsniveauet," siger Steffen Jensen og fortsætter:

"Når man gennemgår en svær tid, reflekterer man også meget over, hvad der betyder noget for én. Det er først og fremmest et godt helbred, min familie og mine venner og bekendte. Men også det privilegium at have et spændende arbejde er af meget stor betydning for mig. Jeg brænder for politik, og jeg brænder for at gøre en forskel for borgerne i Halsnæs. Derfor glæder jeg mig også til igen at trække i arbejdstøjet."

Endelig slutter borgmesteren med at takke menneskerne omkring ham:

"Jeg vil gerne rette en særlig tak til min familie og dernæst 1. viceborgmester Helge Friis for at træde til og være en uvurderlig støtte under min sygemelding. Jeg vil også gerne takke byrådet, kollegaer og borgere for den forståelse, de har udvist, og ikke mindst tak for de mange opmuntrende bemærkninger, jeg har fået undervejs. Det har varmet og været af stor betydning."

Sidst opdateret: 30/10/2023 - 08:23

Emner: Halsnæs Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]