
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn, slår fast, at beboerne på Hundested Plejecenter med ro i maven kan tage på fisketur med beboerne og efterfølgende hjembringe, tilberede og spise deres fangst. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Nu får ældre på fisketur lov til at spise deres fangst
Et plejehjem i Halsnæs har været i tvivl om, hvorvidt beboer og personale havde lov til at tilberede og efterfølgende spise de fisk, de fanger, når de tager på udflugt. Nu slår minister fast, at det må de gerne.
Udgivet: 05/10/2022
Plejepersonale og beboerne i Fjordhuset, Hundested Plejecenters demensafdeling, kan nu med ro i maven tage på fisketur og tage dagens fangst med hjem til aftenens middagsbord på plejecenteret.
Det kan de efter minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S) har slået fast, at der ikke skulle være noget, der står til hindring for at beboerne tager fisk med hjem fra udflugt, skriver Sn.dk.
"Det lyder skønt, at beboerne på plejehjemmet Fjordhuset i Hundested hygger sig med at tage på fisketur. Da jeg læste artiklerne her i avisen, om at der skulle være regler, der står i vejen for, at de ældre kan tilberede og efterfølgende spise de fisk, de fanger, var jeg faktisk forbavset. Men sådan behøver det heldigvis ikke at være, siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri," siger Rasmus Prehn til Sn.dk.
Plejecentret har ellers været af den overbevisning, at de ikke måtte hjembringe, tilberede og spise de fisk, som personalet fangede med beboerne, da plejecentret er underlagt strenge regler for institutionskøkkener.
Uklarhederne opstod under et besøg fra ældreminister Astrid Krag(S) i august, hvor plejecentrets ledelse fortalte om situationen.
Mette Sofie Haulrich, leder af Plejecenter Hundested sagde dengang følgende:
"Men vi må ikke spise de fisk, vi fanger, eller de æg vi samler ind, hvis vi får etableret et dyrehold med høns. Det ville man gøre i sit eget hjem, og det her er jo beboernes hjem – men her er vi underlagt nogle regler for institutionskøkkener," sagde hun.
Ældreministeren kaldte det et “misforstået hensyn” som fik Venstre til at stille spørgsmål i sagen i Folketingets Social- og Ældreudvalg. Senere landede sagen på Rasmus Prehns bord.
Nu har Rasmus Prehn kigget reglerne efter i sømmene, og fortæller, at det er sådan, at hvis plejehjemmet registrerer, at de også har private aktiviteter i deres lokaler kombineret med nødvendige procedurer til at sikre fødevaresikkerheden, så kan beboere og personale frit tilberede deres nyfangede fisk i køkkenet.
Udmeldingen fra ministeren for vækker glæde på Hundested Plejecenter.
"Det er da en positiv overraskelse. Det er rigtig dejligt, så skal vi bare i gang med at finde ud af at registrere køkkenet til at omfatte private aktiviteter," siger Mette Sofie Haulrich og tilføjer, at plejecentret har fået tilladelse til også at have dyrehave med egne høns.
Plejecenterlederen har dog også et håb om, at registrering fremover kan klares nemt og enkelt, således de ikke hvert kvartal skal dokumentere og redegøre for, hvor mange private aktiviteter de har afholdt, eller kilo fisk de har fanget.
Sidst opdateret: 05/10/2022 - 09:18
Emner: Plejehjem, Halsnæs Kommune







































