
Byråds-debat i Fredericia udviklede sig til højlydt skænderi med bandeord. - Foto: Facebook: Tommy Rachlitz Nielsen og Cecilie Roed Schultz
Beskyldninger og eder i byrådsdebat om ny udvalgsstruktur
Midlertidigt udvalg anbefaler at nedlægge to-fire politiske udvalg i Fredericia. På byrådsmødet mandag antydede Enhedslisten-medlem, at kollegerne ikke er villige til at bringe deres poster i spil. Det fik beskyldninger og bandeord til at fyge fra den anden fløj.
Udgivet: 15/11/2023
En ellers fredelig debat i Fredericia tog en voldsom drejning, da Cecilie Roed Schultz (EL) og herefter Tommy Rachlitz Nielsen (K) fik ordet.
Det skriver JydskeVestkysten.
Sagen handlede om byrådets udvalgsstruktur. Blandt partierne har der været bred enighed om at skære ned på antallet af politiske udvalg, og derfor blev der i december 2022 nedsat et paragraf 17 stk. 4-udvalg.
Fredericia Kommune har i denne periode ni politiske udvalg. Anbefalingen fra det midlertidige udvalg er, at der fremover skal være færre - fem, seks eller syv udvalg inklusiv Økonomiudvalget - og dermed færre lønnede poster at fordele mellem byrådspolitikerne.
Bad om salontonen efter bandeord
Cecilie Roed Schultz udtrykte på byrådsmødet ærgrelse over, at ingen andre end hende er villige til at sætte deres poster på spil.
"Det er ærgerligt bare at smide håndklædet i ringen på forhånd og sige, at man ikke skal kigge på at konstituere sig på en anden måde. Når det kunne være til gavn for både byen og det politiske arbejde," sagde Enhedslisten-medlemmet på mødet.
SF's Connie Maybrith Jørgensen bakkede op, men så skærpede både Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti retorikken. "Utroligt" lød det fra Tommy Rachlitz Nielsen.
"Vi har sagt meget tydeligt på det møde, at nu kommer forvaltningen med nogle anbefalinger på baggrund af dette. Efterfølgende kan man diskutere i gruppeformandskredsen, om man vil ændre det. Jeg har ikke afvist noget. Jeg vil ikke udtale mig om, hvad de andre har sagt. Men jeg har fanden fuckme ikke hørt nogen som helst sige, at de ikke vil bringe noget som helst i spil. Det var helt klart og tydeligt. Det skuffer mig, at I kan finde på at sige sådan noget," lød det fra Tommy Rachlitz Nielsen.
Tommy Rachlitz Nielsen fik efterfølgende opbakning af Susanne Eilersen (DF), som anklagede medlemmerne af SF og Enhedslisten for at referere fra lukkede udvalgsmøder.
"Jeg synes simpelthen, at det er så uartigt. Det står i Forvaltningsloven, at det er et lukket møde, og det har I så lige overskredet" lød det.
Den hårde tone og bandeordene fik borgmester Steen Wrist (S) til at bede om salontonen.
Politiske uklarheder
Trods de hårde ord stod alle partier bag anbefalingerne fra paragraf 17, stk. 4-udvalget, som kan læses på Fredericia Kommunes hjemmeside. Forvaltningen skal præsentere gruppeformændene for et udspil til en ny struktur i foråret 2025.
Det midlertidige udvalg understreger i afrapporteringen, at den nuværende struktur skaber væsentlige udfordringer for både politikerne og administrationen:
"Der er politisk uklarhed over snitflader de enkelte udvalg imellem, og mange sager bliver behandlet i flere udvalg, hvilket tager tid fra byrådsmedlemmerne og binder væsentlige administrative ressourcer. Dertil medvirker strukturen til at skabe siloopdeling og modvirker politisk helhedstænkning. Samtidig er det oplevelsen, at indholdet af de enkelte udvalgs dagsordener varierer meget", lyder det om baggrunden for ændringerne.Arbejdet med at forbedre arbejdsgangene indledes allerede i den indeværende periode. Et af de konkrete forslag fra paragraf 17 stk. 4-udvalget er, at mødekalenderen for 2024 fastlægges, så udvalgsmøderne for søsterudvalg - to udvalg, hvis fagområder grænser op til hinanden - lægges på samme ugedag og med tidsmæssigt overlap.
Udvalget anbefaler også, at udvalgsformandskaberne næste år afprøver fælles formandsmøder på tværs af de udvalg, som har snitflader.
Fakta: De ni politiske udvalg i Fredericia Kommune
Økonomi- og Erhvervsudvalget
Klima-, Energi- og Miljøudvalget
Teknisk udvalg
Børne- og Skoleudvalget
Unge- og Uddannelsesudvalg
Kultur- og Idrætsudvalget
Bosætnings- og Turismeudvalget
Senior- og Socialudvalget
Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget
De ovenstående par er søsterudvalgene, som emnemæssigt grænser op til hinanden.
Sidst opdateret: 15/11/2023 - 13:32
Emner: Politik







































