De tre Venstre-borgmestre i Rebild, Nyborg og Esbjerg - Jesper Greth, Kenneth Muhs og Jesper Frost Rasmussen - står alle i spidsen for kommunalbestyrelser, der i budgetforliget besluttede at nedlægge politiske udvalg.

De tre Venstre-borgmestre i Rebild, Nyborg og Esbjerg - Jesper Greth, Kenneth Muhs og Jesper Frost Rasmussen - står alle i spidsen for kommunalbestyrelser, der i budgetforliget besluttede at nedlægge politiske udvalg. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix - Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix - Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Adskillige kommuner sløjfer politiske udvalg - sådan griber de opgaven an

Mens Langeland og Solrød sammenlægger udvalg i år, har partierne bag budgetforliget i mindst tre andre kommuner besluttet at nedbringe antallet af udvalg fra næste valgperiode.

Udgivet: 31/10/2023

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

På Langeland har det vakt ballade, at Socialdemokratiet og SF i budgetaftalen besluttede at nedlægge to politiske udvalg. Omkonstitueringen blev gennemført i oktober, og Ankestyrelsen har efter at have modtaget klager fra de to afsatte udvalgsformand igangsat en høring om processen.

Læs også:
Ny udvikling i langvarig konflikt: Smalt flertal på Langeland fjerner to politiske udvalg

Langeland Kommune er dog langtfra den eneste, hvor politikerne har besluttet at spare på dem selv ved at ændre udvalgsstrukturen. Det viser en gennemgang, NB-Kommune har foretaget.

NB. Der kan være flere eksempler på kommuner, som nedlægger politiske udvalg end de fire nedenstående eksempler.

I Rebild Kommune har partierne bag budgetaftalen besluttet, at forvaltningen skal udarbejde et oplæg til besparelser på mindst en halv million kroner ved at nedlægge et udvalg og reducere antallet af byrådsmedlemmer.

Også her skal ændringen først træde i kraft efter næste kommunalvalg, dvs. fra og med 2026. Borgmester Jesper Greth (V) oplyser til Nordjyske, at ændringen fra seks til fem udvalg formentlig vil involvere Beskæftigelsesudvalget, fordi dets arbejde i høj grad er drevet af lovbestemte opgaver.

Byrådet i Rebild har 25 medlemmer, og der er ikke sat tal på, hvor mange pladser der skal spares væk.

”Vi er parate til at tage vores egen medicin. Men det er en følsom snak, for jo færre medlemmer, des vanskeligere er det at blive valgt”, sagde Jesper Greth (V) til Nordjyske, efter budgetaftalen blev indgået.

I Esbjerg besluttede forligspartierne, at antallet af udvalg skal reduceres fra begyndelsen af næste valgperiode. Man opnår også en besparelse ved at reducere antallet af medlemmer af Økonomiudvalget fra ni til syv.

I alt kan Esbjerg Kommune spare godt 580.000 kroner om året ved disse ændringer. Frem mod næste kommunalvalg skal byrådet tage stilling til den kommende udvalgsstruktur, har forligspartierne aftalt.

Også i Nyborg har politikerne aftalt at nedlægge udvalg efter næste valg. Efter valget i 2021 oprettede det nye byråd et klima- og naturudvalg, og herved nåede den østfynske kommune op på ti stående politiske udvalg inkl. økonomiudvalget. Ingen anden dansk kommune med et tilsvarende indbyggertal har ifølge Fyens Stiftstidende lige så mange politiske udvalg. Forligspartierne (Venstre, Konservative og byrådets løsgænger) har ikke defineret, hvor mange udvalg der skal være fremover, blot at antallet skal nedbringes.

”Arbejdet skal ud over nedbringelse af antallet af fagudvalg også sikre en større sammenhæng til den ny administrative organisation pr. 1. august 2023. Opgaven placeres ved kommunaldirektør og direktionen”, skriver flertallet af budgettet i deres aftale.

Ifølge borgmester Kenneth Muhs (V) er det primære mål med omlægningen ikke at spare penge.

”Formålet er først og fremmest at få den politiske organisation tilpasset til en ny måde at organisere den kommunale administration på. Den økonomiske besparelse vil være yderst begrænset”, siger Nyborg-borgmesteren til Fyens Stiftstidende.

Fakta: De ti politiske udvalg i Nyborg Kommune

Økonomiudvalget

Beskæftigelses- og integrationsudvalget

Erhvervs- og udviklingsudvalget

Klima- og naturudvalget

Kultur- og fritidsudvalget

Skole- og dagtilbudsudvalget

Social- og handicapudvalget

Sundheds- og forebyggelsesudvalget

Teknik- og miljøudvalget

Ældreudvalget

Målt på antallet af udvalg har Solrød Kommune befundet sig i den modsatte ende af skalaen. I den forudgående valgperiode var der kun to politiske udvalg udover det obligatoriske økonomiudvalg. Ved kommunalvalget i 2021 besluttede byrådet at etablere to ekstra udvalg, men denne struktur ændres nu, efter at flertallet som led i budgetaftalen for 2024 har vedtaget at slå Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget sammen med Natur-, Klima- og Planudvalget.

Med det nye udvalg kan Solrød Kommune slippe af med et udvalgsformandshonorar. Samtidig justeres satserne for de øvrige formandshonorarer, ligesom antallet af medlemmer øges fra fem til syv i et par af udvalgene. Omlægningen sparer kommunen 130.000 kr. i honorarer.

Ved at nedlægge et udvalg kan Solrød derudover spare 70.000 kr. på IT-licenser, 50.000 kr. på udvalgsture til KL-møder og 10.000 kr. på forplejning. I samspil med reducerede honorarer til resten af byrådet og viceborgmesteren når den samlede besparelse op på 400.000 kroner om året.

Styrelsesvedtægten skal ændres på de to næste byrådsmøder, som reglerne foreskriver, og ligesom på Langeland skal der i Solrød gennemføres en ny konstituering af alle udvalg. Læs også interviewet med borgmester Emil Blücher (link herunder).

Læs også:
Nedlægger udvalg - svær stoleleg på vej i sjællandsk kommune

Sidst opdateret: 31/10/2023 - 11:13

Emner: Esbjerg Kommune, Langeland Kommune, Nyborg Kommune, Rebild Kommune, Solrød Kommune, Kommunalbestyrelser

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]