
Ni elever fra 8. klasse på to skoler i Tønder Kommune skal nu prøve pædagogfaget af gennem praktik. - Foto: Rune Øe/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Pædagogmangel: Kommune sender skoleelever i praktik
Kommunerne kæmper med at få rekrutteret pædagoger. Det gælder også i Tønder Kommune, som nu går nye veje. Elever i 8. klasse inviteres i et praktikophold i jobbet som pædagog med håb om at vække unges interesse for pædagogfaget.
Udgivet: 04/09/2023
Ni elever fra 8. klasserne på to skoler i Tønder Kommune begynder i uge 38 (18. til 24 september) i et praktikforløb på en række af Tønder Kommunes institutioner. Eleverne skal f.eks. i praktik i daginstitutioner eller i en genbrugsbutik.
Tønder Kommunes mål med praktikopholdene er, at eleverne får et indblik i, hvad det vil sige at være pædagog, men også bl.a. lærer noget om, hvordan man samarbejder på en arbejdsplads, og hvordan man er en god kollega.
Henning Løsche, der er fagchef for Børn, Familie & Ungeindsatsen i Tønder Kommune, forklarer videre:
”Vi håber, at vi kan så et frø hos eleverne, som så forhåbentlig kan vokse og gro indtil den dag, hvor de står og skal søge ind på en uddannelse. For med praktikforløbet får praktikanterne et godt indblik i, hvad det det vil sige at være pædagog, men også hvor mange forskellige muligheder, man har inden for det pædagogiske område," siger Henning Løsche i en meddelelse.
En undersøgelse fra de Danske Professionshøjskoler vurderer, at der i 2030 kommer til at mangle 1400 pædagoger alene i Sydjylland. Den udfordring er man helt opmærksom på i Tønder Kommune, og derfor er der – ud over praktikopholdet for 8. klasses-eleverne – igangsat og understøttet en række initiativer for at få besat kommunens pædagogstillinger.
På Campus Tønder har UC Syd i år åbnet for både pædagoguddannelsen og merituddannelsen til pædagogisk assistent, og i 2020 blev der lanceret en ny HF-pakke, der tilbyder pladser til HF- studerende, der ønsker at uddanne sig til pædagog. Et tilbud der blev skabt gennem en samarbejdsaftale mellem VUC Syd, UC SYD og Tønder Kommune.
”Der ligger en stor udfordring i forhold til at få udannet og rekrutteret nok pædagoger i de kommende år, men med de initiativer der er blevet sat i gang de senere år, synes jeg, vi er godt på vej”, siger Grethe Høyrup Nielsen, der er direktør for Børn, Unge & Social i Tønder Kommune.
Sidst opdateret: 04/09/2023 - 09:39
Temaer: Arbejdskraftmangel, Rekruttering
Emner: Skole, Ungdomsuddannelser







































