Skal der sidde byrådsmedlemmer uden faglig indsigt i et forsyningsselskab? Nej, mener Venstremedlem i Odense Kommune.

Skal der sidde byrådsmedlemmer uden faglig indsigt i et forsyningsselskab? Nej, mener Venstremedlem i Odense Kommune. - Foto: Odense Kommune

Politiker efterlyser fagfolk i bestyrelsen for forsyningsselskab

Byrådsmedlem i Odense mener, at det ikke er en god ide med byrådspolitikere uden faglig indsigt i kommunalt ejet forsyningsselskab.

Udgivet: 21/06/2023

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Er det en god idé at tildele bestyrelsesposter i kommunalt ejede selskaber til byrådspolitikere pr. automatik efter kommunalvalgene? Og så med et pænt honorar oveni?

Det spørgsmål stiller Araz Kahn (V), medlem af kommunalbestyrelsen i Odense Kommune, ifølge TV2 Fyn.

Det sker på baggrund af en sag i Fjernvarme Fyn, der er ejet af Odense og Faaborg-Midtfyns kommuner og har tre byrådsmedlemmer i bestyrelsen samt et tidligere byrådsmedlem. Sagen handler om, at der er indgået utilstrækkelige arbejdsklausuler i kontrakter med underleverandører om deres medarbejderes løn- og arbejdsvilkår - klausuler, der ikke er blevet overholdt, og som derfor har ført til underbetaling af ansatte.

Araz Kahn mener, at misèren sker, fordi bestyrelsen i Fjernvarme Fyn ikke består af fagfolk, men styres af byrådspolitikere:

"Det skaber jo en form for politikerlede, at vi hen over en valgnat skal stå og fordele bestyrelsesposter afhængig af, hvordan kabalen kan gå op. Hvis vi kigger på Fjernvarme Fyn og på de tunge bestyrelsesposter, så mener jeg ikke, at hverken formand eller næstformand, har den faglige indsigt, som man i andre virksomheder går op i. Jeg kunne ikke forestille mig, at man i medicinalbranchen ville sammensætte bestyrelser på samme vis," siger Araz Kahn til TV2 Fyn.

Rådmand Tommy Hummelmose (K) i Odense Kommune er ikke enig med Araz Kahn.

"Det er selskaber, som er sat i verden for at betjene borgerne i Odense - ikke for at generere overskud. Derfor mener jeg også, at det er den korrekte konstellation, at vi har en kombination af folkevalgte og eksperter eller professionelle udpeget til de selskaber, som kommunen ejer," siger Tommy Hummelmose til TV2 Fyn.

Sagen er lignende en problematik rejst i Silkeborg Kommune i foråret, hvor byrådsmedlem Peter Sig Kristensen (EL) har været yderst kritisk over for bestyrelsen i Silkeborg Forsyning. Det kommunalt ejede selskab har lidt et tab på 70 millioner kroner på grund af spekulation i elpriserne. Her endte det med, at politikere blev udskiftet med fagpersoner i det videre bestyrelsesarbejde.

Læs også:
Fagfolk overtager bestyrelsesposter fra byrådsmedlemmer

Sidst opdateret: 21/06/2023 - 08:37

Emner: Forsyning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]