Boligområdet Askerød i Greve Kommune har en for skæv beboersammensætning, mener byrådet.

Boligområdet Askerød i Greve Kommune har en for skæv beboersammensætning, mener byrådet. - Foto: www.askeroed.dk

Kommune indfører ny regel: Nu skal nationalitet afgøre, om man må leje boliger

Greve Kommune indfører nu krav om EU-statsborgerskab for at kunne leje en bolig i to almene boligområder. Det handler om at undgå en uønsket beboersammensætning. Men der bliver sat spørgsmålstegn ved lovligheden.

Udgivet: 21/06/2023

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Hvad gør man som kommune, hvis man er bekymret for beboersammensætningen i store almene boligområder? I Greve Kommune lyder svaret: Man overtager anvisningsretten og indfører krav til nye lejere om blandt andet statsborgerskab i EU.

Står det til byrådet i Greve syd for København skal boligområderne Askerød og Gersagerparken væk fra regeringens lister over områder med parallelsamfund eller bekymring for parallelsamfund. Det fremgår af en meddelelse fra kommunen.

Byrådet har besluttet, at Greve Kommune selv skal stå for at udleje ledige lejligheder i områderne. Samtidig har byrådet vedtaget, at nye lejere skal leve op til en række kriterier: Nye lejere skal være i arbejde eller uddannelse, have en ren straffeattest og et statsborgerskab i EU-området.

Det sidstnævnte med kravet om statsborgerskab i EU vækker opsigt. Der kan være tale om ulovlig forskelsbehandling.

"Normalt er det kun staten, der kan forskelsbehandle på baggrund af statsborgerskab. Det kræver, at der forfølges et lovligt formål, og at forskelsbehandlingen er rimeligt begrundet. EU-borgere kan fortrinsbehandles for at undgå begrænsninger i deres ret til fri bevægelighed, men igen, det vil være op til staten at regulere dette," siger Eva Ersbøll, seniorforsker emerita ved Institut for Menneskerettigheder, til TV 2 Kosmopol og fortsætter:

"Hvis en kommune beslutter kun at ville udleje visse boliger til EU-statsborgere, så mener jeg faktisk, at det vil stride mod FN’s racediskriminationskonvention fra 1965."

Eva Ersbøll efterspørger, at lovligheden af tiltagene tryktestes hos Ligebehandlingsnævnet.

Kommune: Ikke diskrimination

I Greve Kommune er vurderingen, at det er helt inden for lovligheden at lade nationalitet være afgørende for, om man kan få en bolig eller ej.

"Der er lavet en lov i Folketinget, der giver kommuner lov til at stille de krav, vi har valgt at gøre brug af. Og jeg vil ikke kalde det diskrimination, for jeg går heller ikke ud fra, at politikerne i Folketinget vedtager lovgivning, som er diskriminerende," siger Marc Genning (V), formand for Plan- og Tryghedsudvalget til TV 2 Kosmopol.

I meddelelsen fra kommunen oplyses det, at byrådet i Greve vil sende et brev til Indenrigs- og Sundhedsministeriet for at sikre sig, at de skærpede kriterier om blandt andet statsborgerskab ikke kan omgås via fremleje.

Sidst opdateret: 21/06/2023 - 10:25

Emner: Jura, Almene boliger, Greve Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]