Byrådsmedlem i Slagelse Kommune er stærkt utilfreds med det kommunalt ejede SK Forsyning, der har overført 30 millioner kroner til datterselskab, uden at det kan læses i regnskabet.

Byrådsmedlem i Slagelse Kommune er stærkt utilfreds med det kommunalt ejede SK Forsyning, der har overført 30 millioner kroner til datterselskab, uden at det kan læses i regnskabet. - Foto: SK Forsyning

Kritik af kommunalt forsyningsselskabs regnskab

På byrådsmøde i Slagelse Kommune beklagede et medlem sig over uklarheder i det kommunalt ejede forsyningsselskab SK Forsyning, hvor der er overført 30 millioner kroner fra moderselskab til datterselskab, uden at det fremgår i regnskabet.

Udgivet: 26/05/2023

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

De seneste par år har været hårde for flere kommunalt ejede forsyningsselskaber. Dermed er der også et økonomisk regnskab, der kan ende hos kommunernes borgere.

I Silkeborg Kommune venter en ekstraregning på 70 millioner kroner på grund af en fejlslagen fastprisaftale.

Læs også:
Byrådsmedlemmer smidt ud af forsyningsselskabs bestyrelse efter kæmpe tab

Og nu er byrådspolitikere i Slagelse Kommune blevet bekendt med, at det kommunalt ejede moderselskab SK Forsyning i marts 2022 skød 30 millioner kroner ind for at hjælpe datterselskabet SK Energi. Men til stor fortrydelse for byrådsmedlemmer af det det 100 procent kommunalt ejede forsyningsselskab, stod der intet om indskuddet i regnskaberne, da de blev offentliggjort et par måneder senere. Det skriver TV2 Øst:

"Det fik vi intet at vide om. Det fremgik heller ikke af ledelsesberetningen i regnskabet for 2021. SK Forsyning er en lukket butik, og det skaber spekulationer," sagde Liberal Alliances byrådsmedlem, Thomas Vesth.

Det fik bestyrelsesformand for SK Forsyning Ole Drost (V) til at reagere:

"Det ærgrer mig, at de argumenter, som Thomas Vesth kommer med, er grebet ud af luften. Det var nødvendigt at styrke likviditeten i SK Energi. Det er der intet odiøst eller ulovligt i. Der var tale om et energimarked, som verden aldrig tidligere havde set," sagde Ole Drost under byrådsmødet.

Ole Drost forklarede videre:

"Datterselskabet SK Energi har oplevet et par turbulente år ligesom andre virksomheder i energibranchen. Det skyldes krigen i Ukraine og energikrisen. SK Energi har fået meget opmærksomhed i pressen. En opmærksomhed, der har været præget af lige dele misforståelser, halve sandheder og meget begrænset indsigt i en kompleks virkelighed," sagde han ifølge TV2 Øst.

Men Thomas Vesth holdt fast i, at byrådet har behov for at få overblik over det samlede regnskab for SK Forsyning.

"Jeg troede, at vi her i byrådet skulle opfylde vores tilsynspligt. Det er ikke muligt, når vi ikke får adgang til regnskaberne fra underselskaberne. Det kan godt være, at Ole Drost føler sig trådt over tæerne. Men demokrati er irriterende, og han må finde sig i, at der bliver stillet spørgsmål," fastslog Thomas Vesth.

Byrådets andre partier havde på byrådsmødet ingen indvendinger i forhold til regnskabet, og punktet blev godkendt med stemmerne 26-1.

Dog delte Enhedslistens Thomas Clausen en vis skepsis over informationsniveauet:

"Jeg synes, at der kommer en tone af, at man ikke må stille spørgsmål. Det, synes jeg, er meget ubehageligt. Jeg vil anbefale, at der kommer større åbenhed om SK Forsyning. Det er et meget væsentligt selskab for borgerne i kommunen," sagde Thomas Clausen.

Fakta

  • Moderselskabet SK Forsyning A/S fungerer som holdingselskab for koncernens egentlige aktiviteter og ejer dens administrationsejendomme
  • SK Energi A/S sælger el og gas. Begge dele sælges både inden for og uden for eget forsyningsområde - det vil sige i hele landet
  • SK Varme A/S producerer og distribuerer fjernvarme til kunderne i Slagelse Kommune
  • SK Vand A/S producerer og distribuerer drikkevand til kunderne i Slagelse Kommune
  • SK Spildevand A/S transporterer og renser spildevand i Slagelse Kommune
  • SK Gadelys A/S leverer gadelys i Slagelse Kommune
  • SK Service A/S beskæftiger sig med projektering og projektledelse, administration og anden virksomhed med tilknytning til forsyningsvirksomhed. Det er også her, virksomhedens medarbejdere formelt er ansat

Kilde: SK Forsyning

Sidst opdateret: 26/05/2023 - 08:31

Emner: Forsyning, Slagelse Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]