Der ser ud til at være store gevinster at hente for både borgere og kommune ved at digitalisere og indføre ny teknologi i hjemmeplejen. Det viser erfaringerne fra 'E-Distriktet' i Haderslev Kommune.

Der ser ud til at være store gevinster at hente for både borgere og kommune ved at digitalisere og indføre ny teknologi i hjemmeplejen. Det viser erfaringerne fra 'E-Distriktet' i Haderslev Kommune. - Foto: Haderslev Kommune

'E-Distriktet': Digitalisering kan udløse meget store gevinster i hjemmeplejen

En besparelse som følge af digitalisering og ny teknologi på helt op til 30 procent på ydelserne i hjemmeplejen. Lyder det som en utopi? Ikke i Haderslev Kommune. Her finder man lovende resultater i E-Distriktet, som er en anderledes måde at organisere indførelse af ny teknologi på.

Udgivet: 08/05/2023

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

  • Op til 30 procents besparelse på de lovbundne ydelser i hjemmeplejen.
  • Ældre medborgere, som føler sig friere og mindre bundne til eget hjem.
  • Mindre bekymring for tiltagende mangel på sosu-assistenter og sygeplejersker.

Lyder det for godt til at være sandt?

Nej. Det mener man ikke i sønderjyske Haderslev Kommune. Og optimismen er ikke grebet ud af den blå luft. Den bygger på lovende resultater efter halvandet år med projektet E-Distriktet i ældreplejen.

E-Distriktet er tænkt som et hjemmehjælps-distrikt. Men bemandingen i distriktet og hverdagen er anderledes. Det handler nemlig om at fremme digitalisering og ny teknologi i hjemmeplejen. Det oplyser Rikke Mølgård Nielsen, som er afdelingsleder i Haderslev Kommune og står i spidsen for E-Distriktet.

”Vi har prøvet den gængse model for at indføre ny teknologi i ældreplejen. Et godt eksempel på det var, at vi 2015 indkøbte 50 maskiner til medicinhåndtering hos ældre. Maskinerne blev prøvet hist pist, men stod mest af alt på en hylde indtil 2021. Det blev bare ikke rigtigt til noget."

"Erfaringen i vores kommune - og hvad jeg hører i mange andre - er, at når kommunens pionerer inden for anvendelse af ny teknologi, går på pension, barsel eller finder nyt arbejde, så sander arbejdet til, og i værste fald dør det helt."

Se tema om ældrepleje

For at sikre kontinuerlig fokus på at få gang i digitalisering og nye teknologier i ældreplejen gik kommunen så 1. november 2021 i luften med E-Distriktet. Her halvandet år senere er der 13 ansatte i 'distriktet', som sørger for hjælp til 100 borgere. Og det er med udstrakt brug af for eksempel samtaleskærme, medicinhåndteringsmaskiner, såkaldte elektroniske kopper (der kan måle drukket væskemængde) og såkaldte udredningsbleer (der kan måle urin i bleerne). Se fakta om E-distriktet nederst i artiklen.

"Borgerne er med helt frivilligt i E-Distriktet, og tilbagemeldingerne er generelt positive. Eksempelvis er nogle borgere glade for, at de ikke så ofte skal have besøg af hjemmehjælpen og dermed er mindre bundet til eget hjem og føler sig mere frie," siger Rikke Mølgård Nielsen.

null
Direktør Rolf Dalsgaard Johansen og afdelingsleder Rikke Mølgård Nielsen ser ud til at have fundet en effektiv måde at få fremdrift i digitaliseringen i ældreplejen på. (Foto: Haderslev Kommune)

Personale og pårørende skal motiveres

'Kunderne' til E-Distriktet skal findes af personalet i de normale hjemmepleje-distrikter. Derfor er det vigtigt, at de kan se meningen og gevinsterne med digitaliseringen. Ellers bliver det svært for E-Distriktet at komme i mål med ambitionen om at gå fra 100 til 400 borgere i løbet af det næste års tid.

"Det har vist sig at være svært for os at opskalere E-Distriktet. Vi kommer som en anden lillesøster i organisationen og vil pludselig ændre på plejegrupperne og på kulturen," fortæller Rikke Mølgård Nielsen og fortsætter:

"Mange medarbejdere i distrikterne har stadig en opfattelse af, at ’det er bedst, vi kommer som mennesker ud til de ældre'. At det er synd for de ældre, hvis de får færre besøg. Her skal vi have vendt et helt tankesæt om."

"Og det her med, at ældre bliver ensomme, hvis hjemmehjælpen kommer sjældnere forbi, må vi prøve at adressere på en anden måde. Det kan for eksempel være ved at få dem med i lokale grupper for ældre eller via frivillige besøgsvenner."

De pårørende er også en barriere nogle gange for E-Distriktet.

"Hvis nu en datter bor i Nordjylland, kan hun godt blive nervøs for, om gamle mor eller far i Haderslev nu får den bedste hjælp, når de nu eksempelvis skal tale med hjemmehjælpen via en skærm. Faktisk oplever vi større skepsis hos de pårørende, end hos de ældre selv."

"Og mange gange kan de ældre mere, end både de pårørende og personalet tror. Eksempelvis har vi set eksempler på demente, der er drillet af nogle ting i hverdagen, men lige det og det apparat kan de godt finde ud af at betjene."

(Artiklen fortsætter efter oversigten)

null
Kilde: Haderslev Kommune.

Store gevinster at hente

Der kan være store gevinster at hente for kommunen i at få flere ældre med i E-Distriktet. Rikke Mølgård Nielsen kommer med et eksempel:

"Der er omkring 500 borgere i Haderslev Kommune, som vi står for udleveringen af medicin til. Nogle af dem skal have besøg op til tre gange om dagen for at få deres medicin."

"Når vi i E-Distriktet får etableret teknologi til medicinhåndtering hos de ældre, så sparer vi mange arbejdstimer. Faktisk så meget, at 50 borgere med medicinteknologi i hjemmet rundt regnet sparer tre årsværk hos os."

Ud over færre arbejdstimer så kan medicinrobotter eksempelvis føre til mindre kørsel. Og samtaleskærme kan give ældre mulighed for hyppigere kontakt til hjemmehjælpen, end når der skal komme en hjemmehjælper på besøg.

Bekymring for personalemangel kan mindskes

Potentialerne i digitalisering er ret store, vurderer Rolf Dalsgaard Johansen, direktør for Social og Sundhed i Haderslev Kommune. Han sidder ligesom langt de fleste andre chefer og ser ind i bekymrende og tiltagende mangel på hænder til omsorg.

"Vi står ligesom de fleste andre kommuner og kigger ind i en nær fremtid med flere ældre og færre hænder til at tage sig af dem. Samlet set så vil vi i 2030 mangle cirka 230 årsværk i Haderslev, og det vil i personer sige betydeligt flere, da ikke ret mange er på fuldtid," forklarer Rolf Dalsgaard Johansen.

230 årsværk for lidt i 2030 er et stort hul i personaledækningen i Haderslev Kommunes ældrepleje, når man tager i betragtning, at der skønnes at være behov for 1329 årsværk i 2030.

"Med de eksisterende rammer og metoder kan vi hverken effektivisere eller styre os ud af den store rekrutteringsopgave. Det kommer vi ikke til at lykkes med. Vi har derfor sat os et mål om, at digitalisering skal frigøre, hvad der svarer til 170 årsværk i 2030," siger Rolf Dalsgård Johansen.

Og han anser det for realistisk, at man med digitaliseringen kan spare "30 procent på de lovbundne ydelser" i kommunen.

Kommunikation er alfa og omega

Rolf Dalsgård Johansen samt Charlotte Bay Greisen, it- og digitaliseringschef i Haderslev Kommune, har erfaret, at det, at få alle ledere inddraget i digitalisering og at få kommunikeret de succesrige eksempler ud, er afgørende for fremdriften i brug af ny teknologi.

"Det er enormt vigtigt at være kommunikerende i digitaliseringsprojekter. Vi skal have fortalt de ansatte, at de ikke har gjort noget forkert eller dårligt hidtil. Men at digitaliseringen kan skabe en forudsætning for, at ’I ikke skal løbe endnu hurtigere de kommende år," siger Rolf Dalsgård Johansen og fortsætter:

"Derudover har vi også erfaret, at man virkelig skal tage sådan et projekt på sig i kommunens ledelse."

Fakta om E-Distriktet

Blev søsat 1. november, 2021

Har til formål at give ældre medborgere i hjemmeplejen teknologiske løsninger som f.eks. brug af samtaleskærme og apparater til medicinudlevering

Borgerne deltager frivilligt i E-Distriktet

Omkring 100 borgere er omfattet (april 2023)

Der er 13 ansatte (april 2023) i E-Distriktet:

7 sosu-assistenter

2 sygeplejersker

1 ergoterapeut

1 it-supporter

1 koordinator

1 velfærdsteknologikonsulent

E-distriktet er startet via midler omlagt fra eksisterende midler på ældreområdet. Der er altså ikke givet ekstrabevillinger eller modtaget tilskud fra fonde, puljer el. lign.

null
Kilde: Haderslev Kommune.

Sidst opdateret: 08/05/2023 - 11:11

Temaer: Arbejdskraftmangel, Rekruttering

Emner: Ældrepleje, Haderslev Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]