
- Foto: Egedal Kommune
Kommune holder fast i energisparetiltag fra efteråret
Udgivet: 18/04/2023
Egedal Kommune ønsker fortsat at bidrage til den samfundsmæssige energispareindsats og fastholder derfor flere af de energisparetiltag, der blev iværksat i oktober 2022.
Det vil blandt andet være lyset, der siden oktober 2022 har været dæmpet i store dele af kommunens vejbelysningsmaster - så lysstyrken vil fortsat være på 10 procent af normal lysstyrke mellem kl. 22-06.
På samme vis fastholdes energisparetiltagene på kultur- og fritidsområdet med dæmpede temperaturer i saunaer og brusevand, da det også har vist sig at være effektivt. I perioden fra oktober sidste år til februar i år kan det konstateres, at rådhuset alene har sparet i gennemsnit 30 procent på varmeforbruget og 18 procent på elforbruget i forhold til samme periode et år tidligere.
"Vi har i Egedal hele tiden betragtet vores energispareindsats som vedvarende, og vi har nu fået gode erfaringer med flere af tiltagene. Vi har samtidigt vist, at vi kan omstille os, når situationen kræver det," siger Vicky Holst Rasmussen (S), Borgmester i Egedal Kommune.
De gode resultater betyder derfor, at kommunen fastholder de tiltag, der ikke er til større gene for borgerne, da det fortsat er nødvendigt at spare på energien for at kunne sikre energibeholdningerne til næste vinter.
nannakk
Sidst opdateret: 17/04/2023 - 13:04
Emner: Energi, Besparelser









































