I det nye år vil flere kommuner igen tænde for slukkede gadelamper.

I det nye år vil flere kommuner igen tænde for slukkede gadelamper. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter klager fra borgere: Flere kommuner tænder for strømmen igen

I starten af det nye år tænder flere kommuner igen for gadelamperne efter måneder med mere mørke gader. Nordsjællandsk kommune har sparet halvanden million kroner på elregningen, men med besparelsen er fulgt øget utryghed.

Udgivet: 13/12/2023

Nanna Koors-Kristiansen

journalist

Del artiklen:

Mange kommuner har grundet de høje energipriser i 2022 slukket gadelamper eller skruet ned for tændingstiden for at spare penge. Men på grund af faldende energipriser, udskiftning til LED-lyskilder og utrygge borgere begynder flere kommuner at få mere lys på de mørke gader igen.

Lys i mørket

Til januar tænder Hørsholm og Rudersdal kommuner for henholdsvis 2.000 og 4.000 gadelamper igen, og det glæder formanden for Klima- og Miljøudvalget i Hørsholm Kommune, Marcus Guldager (S).

"Vi kan mærke på de reaktioner, vi har fået fra borgerne, at mindre gadelys har skabt

øget utryghed. Så jeg er glad for, at vi nu tænder de slukkede gadelamper igen, og at det sker på en måde, der stadig sparer på strømbudgettet," oplyser formanden i en meddelelse fra kommunen.

Også i Rudersdal Kommune har flere borgere henvendt sig, fordi de har følt sig ekstra utrygge i de mørke timer og i trafikken.

"Vi har været ude at tænde nogle gadelamper, fordi det blev for uhensigtsmæssigt. Vi har fået henvendelser, og vi kan godt forstå, at folk ikke syntes det var rart," siger Rudersdals borgmester, Ann Sofie Orth (C), til TV2 Kosmopol.

Millionbesparelse

Hørsholm Kommune oplyser til NB-Kommune, at kommunen har sparet omkring 1,5 millioner kroner, siden flere gadelamper i februar 2023 blev slukket. Kommunens energibudget havde altså været en tredjedel højere, hvis de ikke havde slukket for hver tredje lampe i et lille års tid.

Det er Klima- og Miljøudvalget i Hørsholm Kommune, der i går besluttede, at alle slukkede gadelamper skal tændes igen fra 1. januar 2024. Alting bliver dog ikke som før energikrisen i Hørsholm, for politikerne vedtog også at lade lyset brænde lidt mindre fremover. Gadelamperne har været tændt cirka 10 procent længere tid end i andre kommuner, fordi de blev tændt tidligere på aftenen og slukket senere på morgenen. Nu er det besluttet, at tidspunkterne justeres, så de svarer til nabokommunernes tændingstider.

Sidst opdateret: 13/12/2023 - 12:07

Emner: Energi, Økonomi, Besparelser

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]