
Flere borgmestre i pendlerkommuner er ikke glade for, at hastigheden på motorvejene eksempelvis til og fra København måske sænkes. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Borgmestre er imod at sænke hastigheden på motorveje
Mens borgmestre med motorveje i baghaven tæt på borgernes boliger vil sænke farten på motorvejene, har andre borgmestre i primært pendlerkommuner større skepsis over for forslaget om lavere hastigheder.
Udgivet: 13/04/2023
Tirsdag meldte 12 borgmestre fra primært hovedstadskommuner sig ind i kampen for at sænke hastigheden på motorveje for at begrænse trafikstøjen fra motorvejene i forhold til de omkringliggende boliger i kommunerne. Samme dag lød tilsvarende ønske fra de fynske kommuner Odense, Middelfart og Nyborg.
Læs mere her om brevet til en række ministreMen nu træder andre borgmestre frem og taler imod ønsket om at sænke hastigheden fra 110 til 80 kilometer i timen tæt på København. Det er borgmestre i kommuner, som har mange pendlere, der hver dag kører mod København for at gå på arbejde.
Hørsholms borgmester, Morten Slotved (K), mener, at man hellere skulle tænke i andre støjløsninger som f.eks. støjmure eller støjvolde:
"Det er vigtigt, at vi har en hovedtrafikåre, hvor man kan komme frem og tilbage. Man kan tænke støjafskærmning ind i fremtidige boligprojekter, hvor man pålægger bygherre at opføre støjvolde eller støjmure, såfremt der gives byggetilladelse i områder, som ligger ud mod motorvejen," siger Morten Slotved til Sn.dk.
Borgmester i Halsnæs Kommune Steffen Jensen (S) deler holdningen om fysisk støjbekæmpelse fremfor lavere hastigheder. Grunden er, at det ellers kan få negative konsekvenser for tilflytningen til de nordsjællandske kommuner:
"Hvis nogle af de kommuner, som ikke lige ligger inde i København, skal få en ordentlig økonomi og en skatteindtægt, så kræver det, at der bor borgere i kommunen, som kan komme ind på arbejde i de centrale områder i en ordentlig tid. Det skal være muligt at kunne bo andre steder end midt i København," siger Steffen Jensen til TV 2 Kosmopol.
Der er økonomiske konsekvenser
Allerød Kommunes borgmester Karsten Längerich (V) modsætter sig også lavere hastigheder og peger på de økonomiske konsekvenser:
"Samfundsøkonomisk er det en dyr måde at reducere støjen ved at sætte hastigheden ned og dermed gøre transporttiden længere, så jeg ser heller, man opfører støjafskærmning," siger Karsten Längerich til Sn.dk.
Furesø Kommunes borgmester Ole Bondo (S) foreslår sammen med byrådskollegerne en anden hastighed end 80 kilometer i timen:
"Det vigtige for mig er, at i Furesø står alle partier bag henvendelsen til Folketinget og ministeren. Der kan være mange holdninger til hastighedsnedsættelse på motorveje, men i Furesø er vi enige om ønsket om de 90 kilometer i timen," siger borgmester Ole Bondo (S) til Sn.dk.
En motorvej er en motorvej
Bent Hansen, borgmester i Gribskov Kommune, påpeger, at det vil tage for lang tid for borgere og gæster i kommunen at komme til og fra København:
"En motorvej er sådan set en motorvej, og den er beregnet til at køre hurtigt på. Det skal ikke tage længere tid end højst nødvendigt at køre herop, for så bliver det fuldstændigt håbløst for os at køre ind mod byen. Vi har også rigtig dårlig offentlig transport," siger Bent Hansen til TV 2 Kosmopol.
I Helsingør Kommune kalder borgmester Benedikte Kiær (K) det 'træls', hvis der indføres lavere hastighed:
"Der er mange, der har tilpasset deres familieliv og deres pendling, så de kører på tidspunkter, hvor der er mindre trafik. De vil nu blive ramt af den lavere hastighed. Det vil blive ekstra øv," siger Benedikte Kiær til TV 2 Kosmopol.
På Fyn er borgmester Søren Steen Andersen (V) i Assens Kommune også skeptisk over for forslaget fra blandt andre Odenses borgmester om at sænke hastighederne på motorveje omkring Odense. Han peger på støjdæmpende tiltag i stedet for at lette foden fra speederen:
"Vi kan jo ikke have et motorvejsnet, hvor vi udvider for milliarder af kroner til tre spor, og vi så skal ned at køre 80 kilometer i timen mange steder. Det duer simpelthen ikke," siger Søren Steen Andersen til Fyens Stiftstidende.
Sidst opdateret: 13/04/2023 - 11:38
Emner: Trafik








































