
Det skal så vidt muligt være de samme sosu'er, der tager sig af plejekrævende ældre. Det ønsker politikerne i Danmark, og det er med til, at kommunerne ikke kan kopiere Buurtzorg-modellen én til én. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Forskere: Den populære Buurtzorg-model skal tilpasses danske forhold
Buurtzorg-modellen med selvstyrende teams i ældreplejen breder sig med statslig opbakning i mange kommuner. Men ældrechefer og politikere bør være opmærksomme på, at modellen ifølge forskere kræver ret meget tilpasning til danske forhold.
Udgivet: 22/03/2023
Den måde, man styrer plejecentre på i Holland, er meget forskellig fra de kommunalt styrede plejehjem i Danmark. Derfor kan man ikke tage den eller så populære Buurtzorg-model og implementere den én til én her til lands.
Det konkluderer forskere fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd i et nyt notat. Forskerne hæfter sig ved, at mens ældreplejen i Holland er baseret på forsikringsselskabers kontrakter med plejehjem, så kommer der i den kommunale hjemmepleje i Danmark politiske prioriteringer ind over. For eksempel om at begrænse antallet af forskellige hjemmehjælpere, der kommer hos ældre.
"I en dansk styringsmæssig kontekst har kommunen langt flere roller end blot at være det udførende led. Her er det politiske system meget tættere på, og ændrede politiske prioriteringer kan langt hurtigere påvirke driften end i et aftaleretsligt system med kontrakter mellem stat, forsikringsselskaber og leverandører," skriver VIVE-forskerne med sundhedsprofessor Jakob Kjellberg i spidsen.
Se NB-Kommunes tema om ældreplejeForskerne har studeret, hvordan man i Haderslev Kommune implementerer Buurtzorg-modellen. Her har man blandt andet fokus på i de selvstyrende teams i ældreplejen, at det så vidt muligt er de samme sosu'er, der kommer i de ældres hjem. Forskerne skriver:
"I modsætning til i Buurtzorg er bruger-/personalekontinuitet i Haderslev Kommune centralt ... Dette afspejler, at selvstyrende teams bredt i Danmark bl.a. er set som løsningen på udfordringen med, at der kommer mange forskellige personer i borgerens hjem."
Det er business i Holland
En anden væsentlig forskel i mellem hollandske og danske kommunale plejecentre er, at de selvstyrende teams i Holland har meget fokus på økonomien, da det er firmaer med fokus på overskud, der driver de fleste hollandske plejehjem.
"I Buurtzorg-modellen er økonomistyringen decentraliseret til de enkelte teams, og teamoverblikket er udarbejdet med henblik på at skabe overensstemmelse mellem teamets og Buurtzorg-organisationens faglige og økonomiske målsætninger. Mange af Buurtzorg-organisationens målsætninger er reelt givet af forsikringsselskaberne, og de italesættes derfor ofte som ’non-negotiables’ (ikke til forhandling, red.)," står der i VIVE-notatet.Forskernes konklusion er, at kommunerne er nødt til at sy Buurtzorg-modellen om til danske forhold. I deres konklusion skriver de:
"Det danske system har en lang række fordele, men det gør det også vanskeligere at lave et tydeligt styringssystem, hvis mål og økonomirammer mv. i højere grad er til lokal forhandling. Derfor kan man ikke realistisk blot implementere Buurtzorg-organisationens styringsmodel, da andre mål, som fx bruger-/personalekontinuitet, har en anden vægt i Danmark, end det f.eks. er tilfældet i Nederlandene."
Sidst opdateret: 22/03/2023 - 09:11
Emner: Ældrepleje, Haderslev Kommune








































