- Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix

Københavns Kommune vil nu også eksperimentere med arbejdstid

Her onsdag skal Økonomiudvalget i Københavns Kommune drøfte en kortere og mere fleksibel arbejdsuge for tusindvis af ansatte. Der er ikke tale om en fire dages arbejdsuge, men at arbejdstimerne skal fordeles på færre dage, så medarbejderne i kommunen vil få flere fridage.

Udgivet: 25/01/2023

Nanna Koors-Kristiansen

journalist

Del artiklen:

Økonomiudvalget i København skal her onsdag drøfte en kortere og mere fleksibel arbejdsuge for medarbejdere i kommunen. Der bliver i udvalget lagt op til, at medarbejdere i kommunen kan fordele deres arbejdstimer på færre dage, så de har mulighed for at tage flere fridage.

Det fremgår af dagsordenen til Økonomiudvalgets møde.

Eksperimentet skal efter planen gå i gang i august og vare frem til september 2024, hvis der er et politisk flertal for det.

Ikke en fire dages arbejdsuge

Der er ikke tale om en fire dages arbejdsuge, hvor medarbejderen kan tage fri hver mandag eller fredag.

"Medarbejderne (kan) ikke forvente at holde fri hver mandag eller fredag, og man kan heller ikke forvente, at det altid vil være tre sammenhængende fridage, man får. Det er heller ikke nødvendigvis hver uge, at man får en fridag," siger Jonas Bjørn Jensen (S), medlem af Økonomiudvalget i Københavns Kommune til Berlingske.

Læs også:
Kommune lægger sig fast på firedages arbejdsuge

Forvaltningen peger derimod på en mere fleksibel arbejdsuge, hvor medarbejderne for eksempel kan tage fri hver tredje fredag, den første mandag i hver måned eller de kan spare timer op til ekstra fridage.

Vanskeligt for flere arbejdspladser

Der vil være flere arbejdspladser i kommunen, som vil have svært ved at inkorporere en kortere og mere fleksibel arbejdsuge, fordi vagtplanen 'ikke vil kunne hænge sammen'.

"Overordnet set vil det i høj grad være individuelt bestemt, hvorvidt det opleves positivt eller negativt at fordele arbejdstiden på fire frem for fem arbejdsdage," siger Jonas Bjørn Jensen til Berlingske.

Det vil altså blive en udfordring for landets største arbejdsplads at få en fleksibel arbejdsuge til at fungere for alle 45.000 medarbejdere.

Ifølge Jonas Bjørn Jensen er det på grund af manglende viden på området, og at flere og flere efterspørger fleksibilitet, at forsøget skal iværksættes.

Pejlemærker for forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge

  1. Forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge skal understøtte og være forenelig med løsningen af kerneopgaven samt arbejdsfællesskaberne.
  2. Forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge må ikke føre til serviceforringelser.
  3. Den enkelte medarbejders deltagelse i forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge beror på frivillighed.
  4. På arbejdspladser, som deltager i forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge, tilstræbes der så høj en beskæftigelsesgrad som muligt for de enkelte deltagende medarbejdere.
  5. Tilrettelæggelsen af arbejdstiden i forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge skal tilgodese flere arbejdsfrie dage for medarbejderne.
  6. Forsøgene må ikke ændre på lederens ret til at disponere over medarbejderens fulde arbejdstid.
Kilde: kk.dk

Læs også:
Fire dages arbejdsuge afprøvet med succes i daginstitution

Sidst opdateret: 31/03/2023 - 11:54

Temaer: Fleksibel arbejdstid

Emner: Arbejdsmiljø, Københavns Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]