
Sosu-studerende mener, at jobgarantien i Svenborg Kommune allerede er der, da der i forvejen søges faglært personale i stort set hvert eneste ældretilbud. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Studerende: Kommune udsteder unødvendig jobgaranti
I Svendborg Kommune har byrådet besluttet, at studerende på sosu-uddannelserne skal sættes en jobgaranti i udsigt inden for kommunegrænsen efter endt uddannelse. Studerende mener dog, at der allerede er garanti for at få et job i sektoren på grund af manglen på sosu'er.
Udgivet: 18/01/2023
Med virkning fra i år har Senior-, Social-, Sundhedsudvalget i Svendborg Kommune besluttet, at de studerende på sosu-uddannelserne garanteres et job i kommunen inden for ældreplejen i minimum et år, når de har bestået eksamen.
Det siger Hanne Klit (S), formand for Senior-, Social-, Sundhedsudvalget, til Fyens Stiftstidende:
"Det her er et initiativ blandt flere, der skal få flere kvalificerede mennesker ind i ældresektoren. Samtidigt tænker vi også, at det gør uddannelsen mere attraktiv, når eleverne bliver mødt med et konkret jobtilbud, når sidste eksamen er overstået," siger udvalgsformanden til avisen.
Problemerne med at tiltrække tilstrækkelig uddannet arbejdskraft til området er velkendt i alle landets kommuner.
Kirsten Vie Madsen er ældrechef i Svendborg Kommune, og hun siger til Fyens Stiftstidende, at mængden af ufaglært personale er vokset over årene:
"For nuværende er cirka 13 procent af de ansatte i ældresektoren ufaglærte, og det er det, man søger at ændre på med dette her tiltag."
Men hvad siger de studerende i Svendborg til initiativet? Herfra lyder det, at jobgarantien faktisk allerede er der, i og med at der mangler så mange fagfolk i kommunens ældrepleje. Aktuelt har Svendborg Kommune alene 67 opslag, der søger efter sosu-uddannede.
Christina Bjerg er studerende på Sosu Fyn. Hun tager ikke umiddelbart jublende imod garantien - for der er masser af job i kommunen i forvejen, hvis man vælger at arbejde her:
"Jeg havde et fantastisk praktikforløb, men jeg ved også, at flere af praktikstederne bruger praktikanterne som afløsere. Dermed får de ikke den hjælp og den uddannelse, som de egentlig er der for. Med det in mente tror jeg ikke, at der er særligt mange, der vil tage et job i ældresektoren i Svendborg, når de allerede har prøvet det som praktikanter," siger Christina Bjerg til Fyens Stiftstidende.
Sidst opdateret: 18/01/2023 - 09:39
Temaer: Arbejdskraftmangel, Rekruttering
Emner: Plejehjem, Ældrepleje, Svendborg Kommune







































