Synet på andre byrådsmedlemmer er i nogle tilfælde meget negativt. (Personerne på fotoet her har ikke noget med artiklens indhold at gøre)

Synet på andre byrådsmedlemmer er i nogle tilfælde meget negativt. (Personerne på fotoet her har ikke noget med artiklens indhold at gøre) - Foto: Aabenraa Kommune (arkiv)

Hvert andet byrådsmedlem: Der er personer i byrådet, som gør mere skade end gavn

BYRÅDET: Hvert andet byrådsmedlem synes, der er andre byrådsmedlemmer, som gør mere skade end gavn. Det fremgår af en undersøgelse, der vidner om mange personlige konflikter i byrådene. Nogle af konflikterne er direkte skadelige for kommunen, fastslår forsker.

Udgivet: 16/01/2023

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Under et byrådsmøde i Hillerød Kommune i 2020, blev daværende byrådsmedlem Mette Thiesen af et andet byrådsmedlem kaldt "en led kælling". Det blev sagt på et tidspunkt, hvor byrådskollegaen ikke var opmærksom på, at mikrofonen var tændt.

Det er langt fra kun i Hillerød, at der er byrådsmedlemmer, som kigger skævt til hinanden. Faktisk mener hver anden lokalpolitiker, at der i deres kommunalbestyrelse er personer, "som jeg mener gør mere skade end gavn for de demokratiske beslutningsprocesser." Det fremgår af en måling, som VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd gennemførte i 2021.

At der er megen ringeagt i kommunalbestyrelser ses også af, at 52 procent af byrådsmedlemmerne erklærer sig 'helt' eller 'delvist' enig i, at der er personer i kommunalbestyrelsen, "som jeg ikke kan have en meningsfuld dialog med."

(Artiklen fortsætter efter grafikken)

Det negative syn på byrådskolleger kan have mange årsager. Kommunalforsker og centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch har nogle bud på byrødders konflikter:

  • Man er meget politisk uenige. Eksempelvis socialister mod liberalister.
  • Man kommer fra forskellige byrådsudvalg, som jo ofte kappes om midlerne.
  • Man kommer fra forskellige byer eller områder i kommunen, som kæmper om goder som for eksempel at opretholde skoler.
  • Man har grundlæggende dårlig kemi.
  • Man har set sig gal på en byrådskollega f.eks. efter en konstituering eller et budgetforlig, hvor man har følt sig skidt behandlet.

"Der er i mange byråd personer, som har vendettaer kørende. Altså at et medlem ser skævt til et andet for noget, der måske skete for 20 år siden, men som i den forurettede parts øjne var utilgiveligt. Så kan man gå og bekrige hinanden og hævne sig på alle mulige måder," siger Roger Buch.

Hvis nogle skulle have en opfattelse af, at konflikter i et byråd i bund og grund skyldes politisk uenighed, så kan man godt tro om ifølge Roger Buch.

"Prøv at se på hvad der foregår internt i byrådsgrupper af kampe. Og nationalt kan man jo bare inden for de seneste tre år se, hvordan Venstre og Dansk Folkeparti har været ramt af interne opgør," konstaterer Roger Buch.

For meget ballade kan koste dyrt

Ringeagten for byrådskolleger kan give sig udslag i blandt andet stikpiller og personangreb. Og det er ikke kønt.

"Det er super ubehageligt at være vidne til, at voksne mennesker taler nedsættende til deres byrådskolleger," fortalte byrådsmedlem i Gladsaxe Signe Rosa Skelbæk (EL) for nylig i NB-Kommune.

Læs også:
'Det er super ubehageligt at være vidne til, at voksne mennesker taler nedsættende til deres byrådskolleger'

Vedvarende dårlig stemning i byrådene kan have alvorlige konsekvenser for hele kommune. Ifølge forskere er der nemlig en sammenhæng mellem bredt samarbejde i byråd og kommunernes effektivitet. Altså hvis man er i stand til tillids- og respektfuldt at nå til kompromiser med bred politisk opbakning, så giver det som hovedregel positive resultater.

Læs også:
Vindere i benchmark har en ting til fælles: Byrådet samarbejder

"Konflikt er en del af demokratiets natur. Men der kan være for meget larm og uro i en kommunalbestyrelse. Det har man kunne se i Slagelse og Randers, hvor de fleste inklusive politikerne oplever, at konflikterne er så store, at det ikke er hensigtsmæssigt," siger Roger Buch.

Det her med at få byrådsmedlemmer til at begrave stridsøksen kan være næsten umuligt
Roger Buch, kommunalforsker og centerleder ved DMJX

- Hvad kan borgmestre og byråd stille op, hvis de er frustrerede over personlige konflikter og fnidder i et byråd?

"Det er rigtigt svært. For mange af konflikterne i en kommunalbestyrelse er gamle og nedgroede. I Randers byråd for eksempel har der været opkørte konflikter i hvert fald siden midten af 1990'erne. Og i en del tilfælde er personligt uvenskab vævet sammen med politiske uenighed," siger Roger Buch og fortsætter:

"Det her med at få byrådsmedlemmer til at begrave stridsøksen kan være næsten umuligt. I nogle tilfælde må man som byråd eller borgmester indstille sig på, at der ikke kommer respekt og god samarbejdsånd, før bestemte personer er ude af byrådet."

Læs også:
Nøglen til effektiv kommune er samarbejde og stærke værdier

Sidst opdateret: 16/01/2023 - 09:06

Emner: Randers Kommune, Slagelse Kommune, Byråd, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Byrådsarbejde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]