
Statsminister Mette Frederiksen (S) og miljøminister Magnus Heunicke (S) besøgte sammen Nordic Waste ved Ølst syd for Randers. Her ses statsministeren i samtale med kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt under rundturen på arealet, hvor Randers Kommune i fem uger har arbejdet på at begrænse skaderne og hindre en forurening af Alling Å. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen: Randers skal ikke stå alene med Nordic Waste-sag
Under sit besøg ved jordskredet i Ølst proklamerede statsministeren, at regeringen betragter jordskredet som et nationalt anliggende. Hun gik ikke i detaljer med, hvordan staten vil dække udgifterne til miljøindsatsen.
Udgivet: 22/01/2024
Statsminister Mette Frederiksen (S) var mandag på besøg i Ølst, hvor forurenet jord fra et jordskred truer ved virksomheden Nordic Waste.
Hun fortalte, at hun finder det "fuldstændig urimeligt", hvis børn og gamle i Randers skal betale for oprydningen.
"Det her er en begivenhed ud over det sædvanlige. Det er ikke sket før i Danmark. Randers Kommune står med en kæmpemæssig opgave, og den skal de ikke stå med alene. Derfor betragter vi det også som et nationalt anliggende", siger hun.
Hun gentog, hvad flere af hendes ministerkolleger har slået fast flere gange; at princippet må være, at forureneren betaler.
"Det gør vi, hvad vi kan for at forfølge", siger hun.
Besøget kom samme dag, som Nordic Waste er erklæret konkurs ved Retten i Randers. Konkursen har fået flere til at kritisere virksomheden og beskylde den for at løbe fra regningen.
Mette Frederiksen siger, at hun "ikke har noget som helst godt at sige om det".
"Man kan sagtens betale for den her regning, hvis man vil", siger statsministeren.
Umiddelbart fortæller statsministeren ikke mere om de juridiske muligheder, som regeringen er ved at afsøge i sagen - ej heller om det eventuelle politiske spor, som justitsminister Peter Hummelgaard (S) tidligere har meddelt muligvis skal forfølges med lovændringer. Men hun siger, at regering og myndigheder arbejder på de næste skridt, herunder hvordan katastrofen håndteres, og hvordan der bedre kan forebygges i fremtiden.
Strippet for ambassadørpost
Politikere fra mange partier - ikke mindst landets socialdemokrater - har den seneste uge udvist stort engagement i sagen og rettet skytset mod Nordic Waste og det konkursramte selskabs reelle hovedejer, Torben Østergaard-Nielsen.
I landets nordligste kommune har borgmesteren besluttet, at jordskreddet i Randers skal have konsekvenser for den fynske erhvervsmand.
"Vi har i Frederikshavn Kommune selvfølgelig fulgt med i sagen i Randers Kommune med Nordic Waste, og jeg har også noteret mig håndteringen af sagen. Og jeg mener ikke, det er foreneligt med at være Skagen Ambassadør", siger Birgit Stenbak Hansen (S) mandag til TV 2.
Torben Østergaard-Nielsen blev af Frederikshavn Kommune udpeget som Skagen Ambassadør i 2022 med begrundelsen om, at han ejer et fritidshus i Skagen og investerer megen tid og energi i området, skrev Skagens Avis forrige sommer.
Tirsdag er det kommet frem, Randers Kommune af advokatfirma rådes til at politianmelde Nordic Waste for at afklare, om ledelsen har et ansvar.
/ritzau/jn
Sidst opdateret: 23/01/2024 - 13:22
Emner: Randers Kommune, Randers Kommune







































