En kommunaldirektørs fuldskab under en julefrokost for år tilbage trækker stadig overskrifter.

En kommunaldirektørs fuldskab under en julefrokost for år tilbage trækker stadig overskrifter. - Foto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Kommunaldirektørs fuldskab under julefrokost spøger stadig

En kommunaldirektør var så fuld under en julefrokost for år tilbage, at han forårsagede, at to ansatte kom til skade efter et fald. Sagen spøger stadig og giver anledning til rygter.

Udgivet: 29/11/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Hvor fuld må man som kommunaldirektør eller anden topleder i en kommune drikke sig ved kommunens julefrokost?

Og hvad bør det have af konsekvenser, hvis man som topleder bliver plørefuld?

De spørgsmål spøger stadigvæk i Vejle her flere år efter, at kommunaldirektør Niels Ågesen drak sig plakatfuld.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad var Niels Ågesen så beruset ved en julefrokost tilbage i december 2018, at han væltede ned ad en trappe. Her ramte han en ansat, som tog en anden ansat med sig i faldet. Den ene fik ifølge avisen en hjernerystelse og måtte på skadestuen.

"Den store mand fløj ned i hovedet på mig, og jeg nåede lige at kigge op, men jeg nåede slet ikke at reagere. Jeg stod lige ved siden af min kollega, som jeg røg ind i, og hun faldt og kom så hårdt til skade med hovedet, at hun måtte på sygehuset," har den forurettede kvinde fortalt til Vejle Amts Folkeblad.

Hun ønsker at være anonym, da hun fortsat er ansat i Vejle Kommune. Hun fik selv et slag i højre side af ansigtet og måtte forlade julefrokosten forslået og i smerte.

Skaber stadig overskrifter

Kommunaldirektørens fuldskab dengang i 2018 skaber stadig overskrifter i Vejle Amts Folkeblad. I år fordi kommunen har valgt at droppe den store fælles julefrokost for op mod 400 ansatte i Vejle Kommunes administrationsbygning. Vejle Amts Folkeblad skriver om aflysningen af den fælles julefrokost:

"Det har fået snakken rundt i de kommunale korridorer til at gå på, om beslutningen skyldes sidste års omtale af en beruset kommunaldirektør Niels Ågesen, som ved en tidligere julefrokost faldt ned ad bygningens trapper og ramte to ansatte, hvoraf den ene kom til skade."

Rygtet bliver afvist af Louise Nielsen, som sidder i et julefrokost-udvalg i kommunen, og hun bekræfter, at ledelsen ikke har blandet sig i beslutningen om at droppe den store fælles julefrokost.

"Det er ikke Niels, der har taget beslutningen. Det er os i julefrokostudvalget, der har bedt ledelsen bakke op, om ikke vi kan aftale, at vi i 2022 gør det på en ny måde. Og der sidder ingen ledere i udvalget. Det er vores ønske ud fra, hvad vi har hørt fra kolleger," siger Louise Nielsen til Vejle Amts Folkeblad.

Hun deltager i julefrokostudvalget på vegne af kommunaldirektørens stab.

Sidst opdateret: 29/11/2022 - 11:19

Emner: Arbejdsmiljø, Vejle Kommune, Forvaltning, Kommunaldirektør

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]