Det vil vare længe, før kommunerne kommer til at mærke det, hvis Socialdemokratiets lønudspil bliver gennemført, skriver NB-Kommunes redaktør.

Det vil vare længe, før kommunerne kommer til at mærke det, hvis Socialdemokratiets lønudspil bliver gennemført, skriver NB-Kommunes redaktør. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kommentar: S-udspil vil kun i ringe grad afhjælpe manglen på hænder i kommunerne

Socialdemokratiets valgkamps-udspil om højere løn til efterspurgte personalegrupper kommer ikke til at betyde ret meget i den kommunale virkelighed med tiltagende mangel på sosu'er og pædagoger. Udspillet skal først være fuldt indfaset i 2030, og 'smørelsen' til de eftertragtede grupper bliver sandsynligvis smurt tyndt ud. Det skriver NB-Kommunes redaktør.

Udgivet: 27/10/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Socialdemokratiet forsøger med et udspil i valgkampens slutspurt at gøre sig lækker over for bestemte grupper af offentligt ansatte. Partiet vil give et ekstra lønløft på tre milliarder kroner om året - primært til omsorgs-personale som sosu'er og pædagoger. Men udspillet bliver næppe til megen hjælp for kommunerne, der oplever mere og mere presserende mangel på folk i ældreplejen, børnehaver, vuggestuer og skolerne.

I ældreplejen i mange kommuner bøvler man allerede nu med at få vagtplanerne til at hænge sammen. Vikarbudgetter bliver sprængt for at skaffe hænder nok, og der bliver brugt ufaglært arbejdskraft i mangel af faglærte. Men Socialdemokratiets udspil vil, hvis det bliver virkeliggjort, først få gradvis virkning i 2024, og der er altså lang tid til, når man mangler arbejdskraft nu.

Socialdemokratiet lægger nemlig op til, at der skal komme en rapport fra den såkaldte Lønstrukturkomité; så skal der være politiske forhandlinger og trepartsdrøftelser; og så skal man ved forhandlingerne om nye overenskomster for alle offentlige ansatte i begyndelsen af 2024 blive enige om udmøntning af de tre milliarder kroner om året. Hele det ekstra lønløft ventes først fuldt indfaset i 2030.

Der er altså i S-udspillet ikke noget plaster til kommunerne, der nu og her bløder personale i form af store generationer af pædagoger, lærere og sosu'er, der går på pension.

Smørret bliver smurt tyndt ud

Socialdemokratiet har opstillet nogle eksempler på, hvad udspillet vil kunne indebære. Et af dem går på, at 235.000 offentligt ansatte vil kunne få 2.000 kroner mere i løn (før skat) om måneden, når udspillet er fuldt indfaset i 2030.

Det kan lyde som en pæn bonus som offentligt ansat. Men smørret - de ekstra penge fra staten - vil formodentlig blive smurt tyndere ud, end politikerne på Christiansborg umiddelbart forestiller sig.

Den tyndere smør skyldes den måde, som overenskomster bliver til på for ansatte i kommunerne. Her forhandler Forhandlingsfællesskabet på vegne af store fagforbund som FOA, BUPL og Danmarks Lærerforening med KL (Kommunernes Landsforening) som primær modpart.

Her har det hidtil været sådan på fagbevægelsens side, at fagforbundene er meget optaget af, at alle faggrupper får en bid af kagen. Altså eksempelvis lærerne har ikke lyst til at få sat deres lønudvikling i stå, for at sosu'erne kan få et større løft.

Af kommentarerne til S-udspillet har man kunne se, hvordan for eksempel hovedorganisationen Akademikerne hurtigt meldte ud, at netop deres grupper f.eks. jurister, økonomer og læger i det offentlige halter bagud i løn i forhold til det private erhvervsliv. Så de vil næppe heller være indstillet på at afgive mange lønkroner for at løfte sosu'er og pædagogmedhjælper ekstraordinært.

Det hele peger altås i retning af, at de tre milliarder kroner i S-udspillet vil blive fordelt på mange hænder. Altså flere end de faggrupper, som Socialdemokratiet interessant nok i sit udspil har valgt at vise tal for i en grafik om rekruttering: Sygeplejersker, sosu-hjælpere, sosu-assistenter, rengøringsassistenter, pædagoger og pædagogmedhjælpere.

Læs også:
Fakta: Syv principper for hvem der skal have mere løn
Se Socialdemokratiets lønudspil

Sidst opdateret: 27/10/2022 - 13:08

Temaer: Arbejdskraftmangel, Rekruttering

Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Overenskomster, Overenskomstforhandling, FOA, BUPL, Danmarks Lærerforening, Dansk Sygeplejeråd, Arbejdsmarked

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]