Nicolai Wammen (S) vil ikke kompensere kommunernes stigende priser på grund af inflation på 1,4 mia. kr. Men han kalder Venstres ønske om at finde penge på konkurrenceudsættelse for en bombe under kommuneøkonomien.

Nicolai Wammen (S) vil ikke kompensere kommunernes stigende priser på grund af inflation på 1,4 mia. kr. Men han kalder Venstres ønske om at finde penge på konkurrenceudsættelse for en bombe under kommuneøkonomien. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)

V og S i infight om besparelser på kommuner

Finansministeren angriber Venstres akutpakke for at tage 1,5 mia. fra kommunerne - Venstre sætter fokus på, at Wammen tager 1,4 mia. fra kommunerne i manglende prisregulering.

Udgivet: 27/10/2022

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Nicolai Wammen (S), finansminister, langer på Twitter hårdt ud efter Venstres forslag til en akutpakke, som han kalder en "bombe under kommunernes økonomi". Det skriver NB-Økonomi.

"V vil finde 1,5 mia. kr. ved konkurrenceudsættelse. Tror V, at man kan sende en masse i udbud og så falder der op imod 1,5 mia. kr. ned fra himlen 1. jan? Det vil få store konsekvenser for den nære velfærd," skriver Wammen.

Det får straks flere store V-profiler til tasterne, som anklager regeringen for selv at skære 1,4 mia. kr. i kommunernes økonomi, fordi Wammen ikke vil kompensere kommunerne for den stigende inflation.

"Nej, det er ikke korrekt. Til gengæld har du som finansminister netop tvunget kommunerne til øjeblikkeligt spare 1,4 mia på budgettet for 2022, ligesom kommunerne skal genåbne budgetterne for 2023 for at finde nye besparelser. Så du skal nok skrue lidt ned for din skræmmekampagne," svarer Sophie Løhde i Twittertråden hos Wammen.

Både den politiske ordfører Sophie Løhde (V), erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen (V) og Venstres sekretariatschef Jakob Ullegård henviser til de 1,4 mia. kr. Flere af dem linker til NB-Økonomis historie om, at kommuner skal spare netop det beløb.

Læs også:
Regeringen står bomfast: Kommuner skal spare 1,4 milliarder kroner nu

Hvordan rammes kommunerne?

Det er valgkamp, og der ryger mange tal gennem luften. Men hvordan rammes kommunerne egentlig af Vs forslag om mere konkurrenceudsættelse?

Jakob Ullegård kalder de 1,5 mia. kr. et potentiale på Twitter. Her skriver han, at "regeringens egne tal viser, at kun en ud af fire udbudsegnede opgaver bliver sendt i udbud. Der er altså stort potentiale for at bedre pris/højere kvalitet for en lang, lang række opgaver."

Tanken med Venstres udspil om at finde 1,5 mia. kr. i den offentlige sektor via konkurrenceudsættelse er ikke blot i kommunerne. De kan findes som en blanding mellem stat, region og kommuner. Pengene skal bagefter føres tilbage i sundhedssektoren. Det vil sige fordeles til kommuner og regioner på sundhedsområdet.

Dermed er Wammens ordvalg om bombe under kommuneøkonomien ikke helt retvisende, da pengene ikke nødvendigvis skal fjernes fra kommunerne, men blot omprioriteres. Noget S selv ønsker at gøre med bureaukrati.

Der hvor det kan blive stramt for kommunerne er, at dele af de 1,5 mia. kr. skal findes hos kommunerne via konkurrenceudsættelse, samtidig med at kommunerne ikke bliver kompenseret for de 1,4 mia. kr. Her er der ikke noget, der tyder på, at Venstre vil kompensere kommunerne for inflationsstigningen på de 1,4 mia. kr., ligesom Wammen allerede har afvist at give kommunerne den støtte.

Venstre mener, at deres forslag om at finde økonomi i kommunerne til at styrke sundheden er langt mere konkret, end Wammens sparekrav på 1,4 mia. kr.

"Konkurrenceudsættelse er et kendt og virksomt værktøj. Og markant mere konkret end en finansminister (dig), som bare kaster et sparekrav i ansigtet på kommunerne, som du gjorde den 30. september for 2023," skriver Jakob Ullegård.

NB-Økonomi har spurgt finansordfører Troels Lund Poulsen (V), om han vil kommentere den del med, at V ikke i skrivende stund har fremlagt en plan for at kompensere kommunerne for de 1,4 mia. kr. i tab på stigende priser på grund af inflation. Men han er ikke vendt tilbage før deadline.

Sidst opdateret: 26/10/2022 - 19:00

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Økonomi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]