
Sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Sisse Marie Welling (SF) vil sætte initiativer i gang, der skal få flere til at blive i ældreplejen fremover. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Mangel på sundhedspersonale: Borgmester vil finde løsninger
Københavns Kommune kommer til at mangle sundhedspersonale i ældresektoren i tusindvis de kommende år. Mens borgmesteren forsøger at finde løsningsmuligheder kan plejehjemsleder konstatere, at det er stejlt op ad bakke.
Udgivet: 05/09/2022
Som i de fleste andre kommuner i landet kommer også Københavns Kommune til at mangle varme hænder i ældreplejen i den nærmeste fremtid.
Det skyldes dels, at det er svært at rekruttere nye medarbejdere på området, og dels at andelen af ældre borgere på over 80 år forventes at stige med 54 procent i Københavns Kommune frem mod 2030. Det betyder, at kommunen kommer til at mangle omkring 3.500 ansatte i sektoren de kommende år. Det skriver Berlingske.
Derfor vil Københavns sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) indføre en række tiltag op til forhandlingerne om 2023-budgettet. Helt konkret drejer det sig om tiltag til 235 millioner kroner.
"Omfanget af problemet er blevet markant større, end det har været tidligere. Det betyder, at vi er i en situation, hvor vi skal ud og rekruttere rigtig mange nye kollegaer for at kunne følge med det behov, der er på området," siger Sisse Marie Welling til Berlingske.
Ældre medarbejdere kan gå ned i tid
Et forslag går på at fastholde flere ældre medarbejdere ved at tilbyde dem mulighed for at gå ned i tid samtidig med, at de fastholder deres pensionsindbetaling.
I den anden ende af medarbejderstaben skal nye medarbejdere fastholdes ved at tilbyde et bedre introduktionsforløb og mentor-ordninger. Faktum er, at en tredjedel af alle opsigelser sker fra personale, der har mindre end 18 måneders ansættelse.
Se NB-Kommunes tema om rekrutteringDerudover vil man også afsætte penge til flere uddannede sygeplejersker samt investere i en særlig indsats, der skal forbedre arbejdsmiljøet på kommunens plejehjem.
"Vi gør alt, hvad vi kan fra vores side, men jeg vil ikke påstå, at vi kan løse problemet alene, og derfor peger pilen altså også mod Christiansborg. Der er noget strukturelt galt på sundheds- og ældreområdet, og der er for mange opgaver, der er blevet lagt over til os," siger borgmesteren til Berlingske
På et plejehjem på Nørrebro har forstander Iben Alsholm haft svært ved at rekruttere gennem flere år. Men det er blevet sværere og sværere:
"Jeg bliver rigtig bange for at skulle være forstander i en tid, hvor det hele kan gå i opløsning," siger Iben Alsholm til Berlingske.
Iben Alsholm fortæller, at man må genopslå stillingsopslagene nogle gange fire gange, før man kan finde de rette kvalificerede kandidater.
I resten af kommunen førte mere end 40 procent af alle stillingsopslag for sosu-assistenter og sygeplejersker i 2021 ikke til ansættelse.
Iben Alsholm hilser alle tiltag fra rådhuset velkommen, men mener ikke, at alle udfordringer dermed bliver løst.
"Vi skal et spadestik længere ned, og jeg så gerne, at der blev kigget på en bedre løn samt flere uddannede social- og sundhedsassistenter," siger plejehjemslederen til Berlingske.
Sidst opdateret: 05/09/2022 - 11:24
Temaer: Arbejdskraftmangel, Rekruttering
Emner: Plejehjem, Rekruttering, Københavns Kommune







































