
En del ældre må hen over sommeren regne med, at der bliver færre aktiviteter og mindre praktisk hjælp. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Stor kommune varsler: Ældreplejen kan blive forringet i ferietiden
Flere nullermænd og mindre aflastning af pårørende. Det kan ældre i stor kommune blive nødt til at leve med i sommer som følge af mangel på personale. Ældreplejen er også ferie-presset i andre kommuner.
Udgivet: 27/06/2022
En af landet største kommuner melder nu ærligt ud: Vi har ikke kunne skaffe nok ferieafløsere i ældreplejen. Så nu risikerer de hjælpekrævende ældre, at de får mindre praktisk hjælp og aflastning hen over sommeren. Manglen på personale kan også gøre sommeren drøj i flere andre kommuners ældrepleje.
Konkret melder landets femte største kommune, Vejle, ud, at kommunen hen sommeren kan se sig nødsaget til blandt at mindske rengøringen hos ældre.
"Sygeplejen kommer vi ikke til at gå på kompromis med. Men vi kan blive nødt til at skære klippekortsordningen og noget af rengøringen fra. I nogle tilfælde kan det også blive nødvendigt at aflyse afløsning i hjemmet, hvor hensigten er at afløse pårørende, der for eksempel bor sammen med en ægtefælle med omfattende brug for pleje," siger chefen for hjemmeplejen i Vejle Kommune, Jesper Roskilde, i en meddelelse.
Der er en meget klar grund til, at ældreplejen i den østjyske kommune nu må foretage ubekvemme prioriteringer på plejecentre og i hjemmeplejen.
"Vi har ligesom mange andre kommuner store rekrutteringsudfordringer - særligt på sosu- og sygeplejeområdet. Vi har vores kvalitetsstandarder, men der kan være dage, hvor der er nogle opgaver, som vi ikke når," siger Heidi Have, seniorchef for plejecentrene i Vejle.
Presset ældrepleje flere steder i sommer
Forrige sommer måtte en lang række kommuner krybe til korset og melde ud, at de var nødt til at prioritere i ældreplejen i juli/august.
Det er godt, at Vejle Kommune melder ærligt ud
I år er der også andre kommuner end Vejle, der har svært ved at få tilstrækkelig god vagtdækning hen over sommeren. Det indtryk har sektorformand Torben Klitmøller Hollmann fra FOA.
"Jeg hører fra vores medlemmer, at i blandt andre kommunerne Langeland og Lolland er man presset meget i ældreplejen, fordi der mangler folk. Og vi ved jo, at man i mange andre kommuner har en del ubesatte job," siger Torben K. Hollmann til NB-Kommune og fortsætter:
"Det er godt, at Vejle Kommune melder ærligt ud om, at man kan blive nødt til at prioritere i ældreplejen. For den værst tænkelige situation er, at kommunerne presser ansatte til at arbejde over i en sådan grad, at de slider sig selv ihjel."
Han bryder sig ikke om, at de ældre risikerer at få mindre service som følge af personalemangel.
"Det er ærgerligt, at kommunerne bliver nødt til at prioritere på den her måde. Men jeg tror, der vil være en vis forståelse for det hos ældre og pårørende. Så længe det kun er hen over sommeren, så kan de fleste ældre og pårørende nok også godt leve med det," siger Torben K. Hollmann.
Vi gør vores bedste
I Vejle forsikrer seniorcheferne Heidi Have og Jesper Roskilde, at man på seniorområdet gør alt for at sikre serviceniveauet for borgerne i ferietiden, og der ligger planer for sommerferien ud fra de muligheder, der er.
Alt afhængig af hvordan situationen udvikler sig, vil det være nødvendigt at prioritere løbende, oplyser de to seniorchefer, og udtaler:
"Vi følger altså situationen tæt og tager udgangspunkt i den aktuelle situation, ligesom vi også kommer til at tage afsæt i den enkelte borgers situation. Vi er selvfølgelig kede af, at det kan blive nødvendigt at tage sådanne skridt, men vi er i en situation, hvor vi desværre ikke har alle de medarbejdere, der skal til, for at løse opgaverne."
Sidst opdateret: 27/06/2022 - 10:47
Emner: Ældrepleje, FOA, Rekruttering, Vejle Kommune, Torben K. Hollmann, sektorformand i FOA








































