Næsten hver tredje elev med særlige behov har sjældent eller aldrig lyst til at komme i skole, 41 procent af dem er bange for at blive gjort til grin, og 21 procent af dem mener ikke, at de lærer det i skolen, de gerne vil. Det viser en ny undersøgelse fra Børns Vilkår, som NB-Social har set på.

Børn med særlige behov dækker over børn, der selv har angivet at have en eller flere psykiatriske diagnoser. Alle går i et alment skoletilbud. Børnene her har angivet mindst en af følgende kategorier: ADHD/ADD, Angst, Autisme, Depression, OCD.

"Det er svært at beskrive med ord hvordan man har det. Føler mig meget tom indeni. Jeg er bange for at miste dem jeg holder af og jeg er bange for ikke at være en del af fællesskabet” fortæller en anonymiseret dreng med særlige behov, der går i 7. klasse.

Og han er ikke den eneste, der har det sådan. 29 procent af børn med særlige behov har ikke lyst til at gå i skole. Samtidigt mener 21 procent, at de sjældent eller aldrig lærer det, som de gerne vil.

"Jeg føler bare at jeg er dårlig som person og at ingen kan lide mig og at jeg bare er dum og noge gange sider jeg bare for mig selv i skolen og jeg føler bare at der ikke er nogen der kan lide mig,” fortæller en anonymiseret pige, der går i 4. klasse.

Undersøgelsen viser, at børn med særlige behov oftere oplever at være til grin. Samtidig kan hvert tredje barn med særlige behov også nogle gange på grund af deres diagnose ikke deltage i undervisningen. 30 procent af børnene med særlige behov spørger mindst et par gange om måneden, om de må blive hjemme fra skolen, selvom de ikke er syge.

Undersøgelsen viser også, at en del af børnene med særlige behov kæmper med forskellige psykiske og sociale udfordringer og har fysiske symptomer på mistrivsel. 36 procent af dem har lav livstilfredshed og 28 procent lavt selvværd. Ligeledes svarer 22 procent af børnene med særlige behov, at de føler sig ensomme.

Selve undersøgelsen blev fortaget tilbage i foråret 2021.

Kommer hurtigt til at handle om hvad 'barnets problem' er

Spørger man direktør i Børn Vilkår, Rasmus Kjeldahl, er det vigtigt at gøre op med individrettede forståelse af inklusion.

“Når et barn ikke trives i skolen, kan det hurtigt komme til at handle om, hvad ‘barnets problem’ er. Man kan være optaget af, hvordan barnet kan komme til at passe ind i skolen – i stedet for at se på, hvordan skolen kan tilpasses barnet. Man taler om problembørn og inklusionsbørn og får det derigennem til at handle om barnet,” siger Rasmus Kjeldahl i en pressemeddelelse:

“Vi er nødt til at gøre op med de individrettede forståelser af inklusion og sikre, at blikket også rettes mod de fællesskaber og sammenhænge, barnet indgår i. Vores undersøgelse fortæller meget tydeligt og med børnenes egne ord, hvor svært det er at gå i skole, når skolen ikke er indrettet til at rumme alle børn.”

Minister varslede opgør med inklusionen

Børne- og undervisningsminiser Pernille Rosenkrantz-Theil har tidligere erkendt, at der var store problemer med inklusionen.

Til et samråd i februar sidste år udtalte ministeren:

"Man har været for fokuseret på at flytte børn. Jeg tror, (sådan, red.) set i mener, at inklusionsloven har bragt noget godt med sig. (I, red.) bagklogskabens helt klare lys, at det var helt forkert, at man lavede en målsætning om et bestemt tal, og det er godt, den er blevet afskaffet igen"

Her henviser ministeren til målsætningen om, at have 96 procent af andelen af eleverne skulle inkluderes i den alemene undervisning.

Ministeren har også tidligere varslet er opgør med reformen. Dengang sagde hun til folkeskolen.dk:

"Vi har både børn, der ikke får den hjælp, de har behov for, og klassen kan være så forstyrret af det, at det kan være kropumuligt at gennemføre almindelig undervisning."

Baggrunden for inklusionen i folkeskolen

Fra midten af 90'erne var der en stigning i andelen af eleverne i de sociale segregerede specialundervisningstilbud. Derfor lavede Folketinget i 2012 en lovændring om øget inklusion i folkeskolen. Flere elever med særlige behov skulle inkluderes i folkeskolens almindelige klasser. Derudover skulle elevernes faglige resultater forbedres og trivslen styrkes.

I den forbindelse fik kommunerne flere fleksible muligheder for at tilrettelægge undervisningen på en måder, der bedre kunne understøtte inklusionsarbejdet.

Regeringen aftalte med kommunerne, at andelen af elever, der skulle inkluderes i den almene undervisning, skulle stige fra 94,4 procent i 2010 til 96 procent i 2015. Det betød at der ikke alene skulle visiteres færre elever til specialklasser og specialskoler, der skulle også tilbageføres elever fra socialtilbuddene til de almene klasser. Målsætningen om de 96 procent blev droppet i 2016.

En SFI (nu VIVE) rapport fra 2016 viste nemlig, at de tilbageførte elever fra enten en specialskole eller en specialklasse havde en dårligere trivsel end gennemsnittet. De elever med særlige behov, som ikke fra tilbageført fra et specialtilbud havde en endnu dårligere trivsel.