En af 30 stærkt kritiserede udbygnings-sager i Aalborg handler om De Danske Spritfabrikkers tidligere grund, Spritten.

En af 30 stærkt kritiserede udbygnings-sager i Aalborg handler om De Danske Spritfabrikkers tidligere grund, Spritten. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)

Fyringer og retssager i kølvandet på sag om udbygningsaftaler

To topledere i Aalborg Kommune er nu blevet fyret, og retssager er under opsejling i kølvandet på sagen om ulovlige udbygningsaftaler. Lokal entreprenør mener, at kommunen behandler de skadelidte meget dårligt.

Udgivet: 29/03/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

I aftes, mandag, besluttede byrådet i Aalborg, at man vil afskedige både direktøren for By- og Landskabsforvaltningen, Anders Fokdal, samt stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen. Begge fyringer falder i kølvandet på sagen om de såkaldte udbygningsaftaler.

Aalborg Kommune har ifølge advokatfirmaet Horten haft en ulovlig praksis: Til gengæld for velvillig behandling af mindst 30 sager om lokalplaner har ansatte hos kommunen forsøgt at presse investorer og entreprenører til at betale for noget af infrastrukturen ved byggerierne. Det kan f.eks. være veje eller fortove.

Efter heftig kritik forrige år blev der iværksat en personalejuridisk vurdering. Og det var den byrådet i Aalborg i aftes tog stilling til. I en efterfølgende meddelelse skriver byrådet:

"Horten har i sin personalejuridiske undersøgelse konstateret, at der ikke er grundlag for at udtale kritik af direktør Anders Fokdal (By- og Landskabsforvaltningen, red.)."

"I forlængelse af advokatundersøgelsen, den personalejuridiske undersøgelse, hjemsendelsen og frem mod implementeringen af en række ønskede ændringer finder Anders Fokdal og Aalborg Kommune, at tidspunktet er rigtigt i forhold til at vurdere det fremtidige samarbejde. I forlængelse heraf har Byrådet godkendt, at der indgås aftale mellem kommunen og Anders Fokdal om, at samarbejdet ophører."

Horten har som et led i undersøgelsen gennemført interviews med 16 ledere og medarbejdere i By og Land. Det har ført til tiltag for et mindre antal ansatte i forvaltningen. På baggrund af Hortens undersøgelse vedrørende Aalborg Kommunes praksis i forbindelse med udbygningsaftaler, er der mellem Aalborg Kommune og stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen indgået aftale om fratrædelse.

Rådmand i By og Land i Aalborg, Jan Nymark Thaysen (V), er tilfreds med, at der nu er styr på personaleopfølgningen efter udbygningssagen.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu kan sætte punktum for den personalemæssige del af forløbet vedrørende udbygningsaftaler. Samtidig er det nu tid til at se frem til et samarbejde med nye ledere på de pågældende poster”, siger Jan Nymark Thaysen i en meddelelse.

Retssag på vej

De ulovlige udbygningsaftaler kommer efter alt at dømme i retten. Entreprenør Torben Nielsen, der driver TN Byg, vil samle virksomheder, der har følt sig tvunget ind i ulovlige udbygningsaftaler. Formålet er at rejse sag mod Aalborg Kommune, oplyser TV2 Nord.

Rådmand Jan Nymark Thaysen har ifølge TV2 Nord sagt:

"Dem, der mener, de har tab på en udbygningssag, skal selv rejse en sag ved domstole mod Aalborg Kommune, og så tager vi den derfra."

Det falder ikke i god jord Torben Nielsen, som siger til tv-stationen:

"Jeg er rasende over, at kommunen nu henviser ofrene i skandalen til at anlægge sag, hvis de mener, de har noget til gode," siger Torben Nielsen til TV2 Nord.

Han peger på, at kommunen selv har erkendt, at den anvendte praksis var ulovlig, og derfor burde udbetale erstatninger uden retssager. Men Jan Nymark Thaysen vurderer, at da der ikke er nogle fortilfælde at holde sig til, så er det på sin plads med rettens vurdering.

Læs også:
Advokatundersøgelse sender to topchefer hjem

Sidst opdateret: 29/03/2022 - 10:10

Emner: Jura, Aalborg Kommune, Forvaltning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]