
Byrådet i Rødovre vil gerne stille krav i forbindelse med salget af en grund om, at der skal opføres "betalbare boliger". Men den går ikke, vurderer Ankestyrelsen. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)
Kommune må ikke sælge grund med krav om byggeri af 'betalbare boliger'
I Rødovre Kommune vil byrådet gerne have opført flere lejeboliger, som folk med almindelige indkomster kan få råd til at bo i. Men kommunen må ikke stille krav til en køber af en grund om, at der skal opføres 'betalbare boliger', vurderer Ankestyrelsen.
Udgivet: 29/03/2022
En mindre kommunal grund i Rødovre vest for København er blevet en slags prøveklud i forhold til, hvad man som kommune kan stille af krav i forbindelse med grundsalg. Ankestyrelsen afviser byrådets ønske om at betinge grundsalget af, at der opføres boliger til en bestemt pris.
Af udtalelsen fra Ankestyrelsen fremgår det, at kommunen har planer om at sælge en mindre grund på 1.500 kvadratmeter. Og så skriver styrelsen:
"Kommunen ønsker at udbyde arealet til salg med vilkår om, at arealet bebygges med ”betalbare boliger”, defineret som boliger, hvis lejeniveau retter sig mod en bred diversitet af borgere således, at alle borgere som udgangspunkt skal kunne bære den pågældende boligafgift."
Ankestyrelsen vurderer, at det ikke er muligt for Rødovre Kommune at stille krav om "betal boliger" og peger på, at kommunen ikke hjemmel til det ifølge kommunalfuldmagten. I sin afgørelse lægger Ankestyrelsen vægt på, at kommunen ikke "har særlige forpligtelser over for disse persongrupper." Altså i forhold til borgere med almindelige indkomster.
I stedet for at lave en speciel Rødovre-model kan kommunen fint sælge grund til en almennyttig boligorganisation og på den måde skaffe billigere boliger. Det vurderer Ankestyrelsen og skriver:
"Ankestyrelsen vurderer, at kommunen kan sælge arealet til en almennyttig boligorganisation uden offentligt udbud."
Sidst opdateret: 29/03/2022 - 10:45
Emner: Byggeri, Jura, Almene boliger, Rødovre Kommune, Ankestyrelsen







































