
Det går godt i Nordjylland med at få unge overbevist om, at de skal blive faglærte. - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix (arkiv)
Nordjyderne formår at få unge til at uddanne sig til faglærte
Nordjyderne er de bedste i landet, når det gælder om at få unge til at vælge at blive tømrere, sosu-assistenter eller anden form for faglært. Se tallene her.
Udgivet: 29/03/2022
Der er stigende mangel på blandt andre sosu-assistenter og elektrikere. På den baggrund kan de nordjyske kommuner godt bryste sig over, at her har man succes med at overbevise unge om, at de skal uddanne sig til faglærte.
25,6 procent af de unge, som forlader 9. eller 10. klasse til sommer i Region Nordjylland, søger ind på en erhvervsuddannelse. Det er markant højere end landsgennemsnittet på 20,0 procent, og meget højere end i Region Hovedstaden, hvor andelen er helt nede på 13,4 procent. Det fremgår af tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.
En af de kommuner, som ligger helt i front, er Hjørring Kommune. Her søger 27,0 procent af de unge en erhvervsuddannelse til sommer. I 2021 var andelen 22,6 procent.
Hjørring Kommunes 2. viceborgmester og medlem af kommunens BFU-udvalg, Thomas Klimek (S), er meget glad.
"Udviklingen er god, for vi får dermed bedre balance i vores arbejdsstyrke, og alle kan se, at vi har akut behov for flere elektrikere, sosu´ere, medarbejdere i turistbranchen, detailhandelen, håndværkere, og en erhvervsuddannelse kan bruges i rigtig mange retninger senere i livet," siger Thomas Klimek til Nordsø Posten.
Andel af unge, der søger en erhvervsuddannelse
- Region Nordjylland: 25,6 procent
- Region Syddanmark: 23,6 procent
- Region Sjælland: 22,3 procent
- Regin Midtjylland: 21,3 procent
- Region Hovedstaden: 13,4 procent
- Hele landet: 20,0 procent
Der er fortsat et godt stykke til det politiske mål om, at 25 procent af de unge skal vælge en erhvervsuddannelse. Og endnu længere til målet om, at andelen i 2025 skal nå op på 30 procent.
Sidst opdateret: 29/03/2022 - 14:23
Emner: Uddannelse, Hjørring Kommune, Region Nordjylland, Erhvervsuddannelser









































