Store geografiske forskelle: Her arbejder flest folkeskolelærere uden uddannelse

Ansættelser af folkeskolelærere, der ikke har en læreruddannelse, er langt mere udtalt på Sjælland end vest for Storebælt, viser nyt notat fra VIVE. Knap 13 pct. af landets lærere er ikke læreruddannede.

Udgivet: 04/10/2023

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Manglen på læreruddannede folkeskolelærere mærkes meget forskelligt i kommunerne, alt efter hvor i Danmark man befinder sig. De store geografiske forskelle belyses i et notat, som VIVE offentliggjorde i september.

"Værst står det til på Sjælland," skriver VIVE om undersøgelsens geografiske kortlægning.

I tre nordsjællandske kommuner er det mere end en fjerdedel af folkeskolelærerne, som ikke har taget en læreruddannelse. Bortset fra Sønderborg og Læsø kommuner er det kun kommuner øst for Storebælt, hvor mere end 14 procent af folkeskolelærere ikke har en læreruddannelse.

"Problemet er mest markant i Nord- og Vestsjælland og højest i de nordsjællandske kommuner Gribskov og Hillerød, hvor andelen er over 25 procent," skriver VIVE.

Billedet er helt anderledes i Vestdanmark. Samtlige 31 kommuner, hvor færre end ti procent af folkeskolelærerne ikke har en læreruddannelse, ligger på Fyn eller i Jylland.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Færre end hidtil antaget

En anden af konklusionerne fra VIVE's nye undersøgelse er, at andelen af ikke-læreruddannede lærere er vokset de seneste år - fra cirka 9 procent i skoleåret 2013/14 til 12,9 procent i 2019/20, hvor de seneste tilgængelig data fra Styrelsen for IT og Læring er opgjort.

De 12,9 procent er en væsentligt mindre andel, end skoleforskerne hidtil har regnet med på baggrund af tidligere undersøgelser, der var baseret på en anden metode

"Hidtil har det dominerende bud lydt på, at 19 procent af alle ansatte med lærerarbejde i folkeskolen ikke havde en læreruddannelse. Men blandt andet ved at bruge mere præcise data når det nye notat frem til en andel på 12,9 procent i 2019/2020, som er det seneste år i datasættet," skriver VIVE.

I den nye analyse gør VIVE brug af en anden metode, hvor tallene stammer fra Styrelsen for IT og Læring, hvilket ifølge notatets forfatter gør dataene mere nøjagtige. Desuden medregner VIVE kun den primære lærer i de tilfælde, hvor der er en tolærerordning, Når der er to lærere i klassen, er den anden lærer ofte fokuseret på at understøtte en mindre gruppe elever med særlige behov, og dette arbejde kan fint udføres af for eksempel pædagoger. Hvis andenlæreren medregnes, vil det skævvride uddannelsestallene, vurderer VIVE.

Endelig tages der højde for det faktiske antal af timer, lærerne arbejder. De læreruddannede lærere arbejder nemlig i højere grad på fuld tid sammenlignet med dem, som ikke har en læreruddannelse.

Skæv fordeling af lærere med lange uddannelser

I en supplerende del om undersøgelsen af lærernes uddannelsesbaggrund beskriver VIVE, hvor stor en andel af de ikke-uddannede folkeskolelærere der har en lang videregående uddannelse, og her findes også store geografiske forskelle:

Det er i de større byer, at flest kandidatuddannede er blevet ansat som folkeskolelærere.

"Navnlig har skolerne i Århus og Københavns Kommuner over 30 %, mens andelen er under 5 % i en række jyske kommuner," noterer VIVE.

Også i det østlige Jylland, Nordsjælland, Bornholm og på Sydfyn er der høje andele af ikke-læreruddannede lærere med en lang videregående uddannelse. Skolerne i Vest-, Nord- og Sønderjylland samt Lolland-Falster har de laveste andele af lærere med lang videregående uddannelse blandt folkeskolelærere, der ikke er læreruddannede.

Forbundet med reduceret trivsel

Der er flere grunde til, at manglen på uddannede lærere betegnes som et problem. Det kan for eksempel få konsekvenser for elevernes trivsel, hvis skolerne ansætter mange ikke-uddannede lærere, dokumenterer Deloitte og Kraka i rapporten De smukke unge mennesker – fra skole, skærm og stress til fremtidens håb, som udkom i maj.

"Om en lærer har en læreruddannelse, har også betydning for elevernes trivsel. På nær undervisere med en erhvervsfaglig uddannelse, finder vi, at undervisere, der ikke har en læreruddannelse, i gennemsnit mindsker trivslen hos eleverne, sammenlignet med læreruddannede undervisere. (...) Resultatet indikerer, at det er vigtigt, at undervisere har en læreruddannelse, og at et øget brug af undervisere uden de rigtige kompetencer kan forringe trivslen i folkeskolen", konkluderer forfatterne bag rapporten.

Rapporten viser, at der ses et nedsat trivselsbidrag hos både ikke-uddannede lærere med en gymnasieuddannelse eller grundskolebaggrund og højtuddannede (med lang videregående uddannelse eller Ph.d-baggrund), når der sammenlignes med læreruddannede folkeskolelærere.

FAKTA:

Top 10: Kommuner med største andel af folkeskolelærere uden læreruddannelse

1. Halsnæs: 26,7 pct.

2. Gribskov: 25,5 pct.

3. Hillerød: 25,5 pct.

4. Fredensborg: 23,0 pct.

5. København: 22,2 pct.

6. Rudersdal: 22,2 pct.

7. Lejre: 21,6 pct.

8. Læsø: 21,2 pct.

9. Frederikssund: 20,6 pct.

10. Allerød: 20,2 pct.

Top 5: Kommuner med mindste andel af folkeskolelærere uden læreruddannelse

1. Ærø: 2,8 pct.

2. Skive: 3,7 pct.

3. Morsø: 3,9 pct.

4. Struer: 4,4 pct.

5. Ikast-Brande: 5,0 pct.

Sidst opdateret: 04/10/2023 - 12:13

Emner: Uddannelse

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]