Kun i syv kommuner er andelen af erhvervsuddannede steget de seneste ti år

Mens befolkningens uddannelsesniveau er stigende, falder andelen af erhvervsuddannede i langt de fleste kommuner. I blot én kommune bor der flere erhvervsuddannede end i 2013. Se her, hvordan det ser ud i din kommune.

Udgivet: 12/04/2024

Pia Paarup Krebs

Redaktør

Del artiklen:

Syv kommuner kan på den ene side glæde sig over, at der er relativt flere håndværkere, mekanikere og handelsuddannede blandt kommunens borgere end for ti år siden. På den anden side skyldes den stigende andel i alle tilfælde blot, at der er færre borgere i kommunen i den erhvervsaktive alder end i 2013.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

På landsplan er andelen af erhvervsuddannede faldet med fire procentpoint, med det største fald i Vallensbæk Kommune på 9,7 procentpoint. Antallet af erhvervsuddannede i den erhvervsaktive alder i Danmark er faldet med 125.000 siden 2013.

Med den faldende søgning til erhvervsuddannelserne er der ikke umiddelbart tegn på, at udviklingen vil vende, og det vil give udfordringer, når der fremover skal besættes job både i kommuner og i private virksomheder.

Se i kortet herunder, hvordan det ser ud i din kommune (artiklen fortsætter under kortet).

Kun i Faxe Kommune er der flere borgere med en erhvervsfaglig uddannelse end for ti år siden - antallet er vokset med 123. De erhvervsuddannedes andel i den sydsjællandske kommune er dog faldet, da indbyggertallet er steget de seneste ti år.

Færre kun med grundskole

En ubetinget positiv udvikling er, at andelen af borgere i den erhvervsaktive alder med kun grundskole som højest fuldførte uddannelse er faldet i alle landets kommuner. Mest i en række udkants- og ø-kommuner, men generelt fordelt over hele landet, som du kan se i kortet herunder (artiklen fortsætter under kortet).

I de kommuner, hvor flest kun har en grundskoleuddannelse, er andelen dobbelt så høj som i kommuner med færrest. I kommuner som Gentofte og Frederiksberg har omkring 15 procent af borgerne kun grundskole, mens det i Ishøj, Lolland og Morsø kommuner er 30-35 procent.

Og akademikerne fylder mere

Selvom akademikerandelen er steget over hele landet i de sidste ti år, er der sket en endnu stærkere koncentration i og omkring de største byer, hvor de store universiteter findes; København, Odense, Aarhus og Aalborg. Den højeste andel i 2023 findes i Gentofte Kommune, hvor knap 30 procent har en lang videregående uddannelse.

De laveste andele findes i Lolland, Norddjurs og Morsø kommuner, hvor omkring tre procent er akademikere.

Find din kommune i kortet herunder.

Antallet af akademikere i den erhvervsaktive alder er steget med godt 180.000. Akademikere er her afgrænset til borgere med en lang videregående uddannelse som højest fuldførte uddannelse. Dertil kommer ph.d. og andre forskeruddannelser.

Fik du læst?

Kommuner med mange faglærte kan glæde sig

Sidst opdateret: 16/04/2024 - 06:50

Emner: Uddannelse

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]