
Foran disse danmarkskort debatterede Maria Reumert Gjerding fra DN, Landbrug & Fødevarers Søren Søndergaard, og borgmester Kenneth Muhs den arealmæssige klemme, som kommunerne skal forholde sig til. - Foto: Jakob Nørmark
Danmarkskort illustrerer kompleks kommunal opgave - men løsningen er åbenlys, siger DN
Nationale natur- og klimaambitioner kræver seks gange Fyns areal, hvis man ikke finder på nye løsninger, påpeger KL på topmøde. 'Vi skal ikke forvirre os selv mere end højest nødvendigt,' siger naturfredningsforeningens præsident om kommunernes arealregnestykke.
Udgivet: 12/04/2024
En stribe danmarkskort var det visuelle greb, som KL havde valgt at bruge for at synliggøre, hvor vanskeligt det er at finde arealer til naturområder og energianlæg.
”Alt dette er meget komplekst, så det er godt at få det ned visuelt på et niveau, hvor vi alle sammen kan være med,” siger Kenneth Muhs (V), næstformand i KL’s klima- og miljøudvalg, da han torsdag eftermiddag præsenterer kortene foran de næsten 1.000 deltagere på KL’s Klima & Miljø Topmøde i København.
Kortene, som KL har trukket fra Danmarks Miljøportal, viser, at 99,7 procent allerede er afsat til forskellige anvendelser. Og med ambitioner for meget mere natur og vedvarende energi bliver der kamp om pladsen, mener KL, der har beregnet, at målsætningerne om 250.000 hektar skov, firdobling af vedvarende energi på land og 30 procent beskyttet natur vil kræve et areal, der er seks gange så stort som Fyn.
”Hvis vi skulle have plads til alt det, vi ville, skulle vi tilbageerobre Skåne, Halland og Blekinge”, siger klima- og miljøudvalgsformand i KL Birgit S. Hansen (S) med et glimt i øjet på scenen.
Hun og KL efterlyser mere samtænkning og en udnyttelse af arealerne, hvor man kan slå flere fluer med ét smæk, hvilket lovgivningen i dag kan stå i vejen for.
”Hvorfor skal det for eksempel være så svært at lave kystsikring i Natura 2000-områder? Vandet truer med at oversvømme både natur og mennesker, så skal vi ikke bare finde nogle gode praktiske løsninger, som redder både folk og fæ?” siger Frederikshavn-borgmesteren.
DN: Nye arealer kommer i spil
Kortene illustrerer, at landbruget optager ganske meget plads i det åbne land. Men man bør ikke lade sig slå ud af, at 99,7 procent af arealet allerede er afsat til forskellige anvendelser, mener Danmarks Naturfredningsforenings (DN) præsident, Maria Reumert Gjerding.
"Nu skal vi ikke forvirre os selv mere end nødvendigt,” siger hun om KL-kortene og uddyber sin pointe.
"Der er bare nogle landbrugsarealer, man ikke kan dyrke intensivt længere, hvis vi skal forhindre iltsvindet. Og hvis vi skal løse klimakrisen, skal vi tage lavbundsjorder ud af brug. Det vil sige, vi får nogle arealer i spil, fordi de ikke længere kan bruges til det samme," siger Maria Reumert Gjerding, der er på scenen sammen med Landbrug & Fødevarers formand, Søren Søndergaard.
Landbrugets førstemand peger imidlertid på, at man skal være påpasselig med at forvente, at det er problemfrit at fjerne alt for meget jord fra landbruget, da den grønne omstilling vil skabe behov for nye afgrøder - for eksempel skal en stor del af biomassen til energi og mere bæredygtig tøjproduktion komme derfra.
"Vi får også et stort behov i fremtiden, hvis vi skal erstatte hele vores fossile samfund, for så starter det hele ude på marken," siger Søren Søndergaard.
DN mener - ligesom flere partier til venstre for midten - at der bør frigøres 200.000 hektar landbrugsjord, der hvor man skal sikre drikkevand og ikke længere sprøjte oven på vigtige grundvandsbassiner, og 120.000 hektar (1.200 kvadratkilometer) landbrugsareal på lavbundsjorder.
Maria Reumert Gjerding lægger vægt på, at det er vigtigt at have respekt for alle de landmænd, som påvirkes af omvæltningerne - og enten skal tilbydes at bytte jord til nye arealer eller forberede sig på at arbejde med naturpleje.
Kommunerne for bordenden
De store, langsigtede beslutninger om, hvordan arealerne skal udnyttes, bør træffes i kommunerne i dialog med lokale interessenter, mener både DN og L&F.
"Det skal være jer i kommunerne, der sidder for bordenden," siger Søren Søndergaard til kommunalpolitikerne.
Maria Reumert Gjerding synes, målet bør være at skabe én indgang til arealanvendelsen, så man kan finde fælles, gennemtænkte løsninger for problemerne med klimaet, kvælstof og drikkevand.
"Der er behov for en lovgivningsmæssig ramme, der kan sikre den her multifunktionalitet, og behov for, at kommunerne får mulighed for at lave den her planlægning - og det er planlægning med udråbstegn bagefter," DN's præsident.
Landbrug & Fødevarer og DN er ligesom KL med i den grønne trepart, der disse måneder forhandler om landbrugssektorens klima- og naturudfordringer, og som skal komme med anbefalinger til, hvordan man bedst forvalter areal, natur og drikkevandsressourcer.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) og Birgit S. Hansen løftede torsdag lidt af sløret for, hvordan forhandlingerne skrider frem - læs om det her.
Sidst opdateret: 19/03/2025 - 13:59













































