
To budgetfejl på rådhuset betyder, at den fynske kommune Faaborg-Midtfyn mangler 20 millioner i 2022-budgettet. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Regnefejl: Kommune mangler 20 millioner i budgettet
En teknisk fejl og en decideret regnefejl giver et hul på 20 millioner kroner i budgettet for 2022 i fynsk kommune.
Udgivet: 16/02/2022
Faaborg-Midtfyn Kommune og borgmester Hans Stavnsager (S) skal allerede nu finde 20 millioner kroner ekstra i 2022-budgettet for at dække over to fejl, der er begået i forbindelse med budgetlægningen.
Dels er der tale om en teknisk fejl i kommunens regnskabssystem vedrørende udgifterne til afdrag på de indefrosne feriemidler, som ikke har været registreret i 2022, og som giver et hul i hovedoversigten og resultatoversigten på 10,2 millioner kroner.
Dertil kommer en decideret regnefejl fra forvaltningens side, hvor man ikke har basisbudgetreguleret for ekstra bevillinger (særforanstaltninger) til borgere på interne botilbud efter servicelovens § 107 og almenboliglovens §105. Her har kommunen budgetlagt med 9,8 millioner kroner for lidt i forhold til forudsætningerne fra foråret 2021.
Den første fejl gælder alene finansieringen, og kan derfor dækkes med et ekstraordinært kassetræk i 2022, som vil betyde, at kommunens samlede resultat påvirkes negativt med 10,2 millioner kroner.
Ved det, som forvaltningen kalder et "held i uheld", har kommunen dobbeltregistreret udgifterne til afdrag af indefrosne feriemidler i 2023-2025, og derfor betyder fejlen, at dobbeltregistreringen annulleres fra 2023-2025, og har derfor kun betydning for indeværende regnskabsår.
Faaborg-Midtfyn har en pæn likviditet efter kassekreditreglen på 7.532 kroner pr. indbygger, og udgiften på 10,2 millioner kroner bør derfor ikke volde kommunen alvorlige problemer.
Værre står det til med fejlen på socialområdet, fordi ekstraudgiften på 9,8 millioner kroner indgår i kommunens serviceramme, og derfor skal kommunen finde pengene et andet sted indenfor servicerammen. De 9,8 millioner kroner svarer til 0,4 procent af hele kommunens samlede andel af servicerammen i 2022 på i alt 2,457 milliarder kroner.
De penge skal findes et andet sted for at undgå, at man overskrider sin andel af servicerammen og dermed kan rammes af en eventuel sanktion fra staten for ikke at holde sig indenfor rammen.
Fordi socialområdet allerede er presset i Faaborg-Midtfyn Kommune, ligesom det er i en lang række af de danske kommuner, så mener forvaltningen ikke, at det er sandsynligt, at pengene kan findes indenfor det eksisterende budget på socialområdet, og derfor skal pengene findes på andre områder.
Kommunen har besluttet, at man på baggrund af budgetfejlene iværksætter en række initiativer i økonomistaben for at sikre, at en lignende fejl ikke sker igen. Blandt andet vil man øge dokumentationskravene for beregningerne af basisbudgettet og lægge mere tid i budgetproceduren til at sikre kvaliteten af beregningerne på flere niveauer inklusiv ledelsessikring.
Sidst opdateret: 16/02/2022 - 06:57
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: Budget, Faaborg-Midtfyn Kommune











































