Der er kamp om pædagogerne i kommunerne. En ny lønkonkurrence er skudt i gang, og det presser kommuner, som ikke er hoppet med på lønvognen endnu.

Der er kamp om pædagogerne i kommunerne. En ny lønkonkurrence er skudt i gang, og det presser kommuner, som ikke er hoppet med på lønvognen endnu. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (arkiv)

Lønkonkurrencen fra Lyngby breder sig nu til andre kommuner

Lyngby-Taarbæk Kommune har sat gang i en potentiel lønlavine i kampen om arbejdskraft på pædagogområdet. København og Egedal er fulgt trop. Nu vil Lyngby-Taarbæk ikke afvise, at det kan indføres på andre velfærdsområder.

Udgivet: 11/02/2022

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Tre kommuner har øget lønpresset i konkurrencen om manglende pædagoger. Lyngby-Taarbæk Kommune startede den lønspiral, som nu har bredt sig til både Egedal og Københavns Kommune.

Nu fortæller viceborgmester Sigurd Agersnap (SF) fra Lyngby-Taarbæk til NB-Økonomi, at han ikke vil afvise, at det kan brede sig til at andre velfærdsområder som ældre-, folkeskole- og handicapområdet.

"Jeg vil overhovedet ikke afvise, at der også kan være andre grupper, der får et løntilskud. Det er et af de redskaber, man er nødt til at kigge på. Det er en sund konkurrence mellem kommunerne," siger Sigurd Agersnap, der har været med til at give nyuddannede løntilskud et rekrutteringstillæg på 15.000 kroner, hvis de vil tage job i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Det har rejst kritik fra andre kommuner, fordi det kan skabe en lønlavine, hvor alle andre kommuner bliver nødt til at gøre det samme. Men den del tager Sigurd Agersnap helt afslappet.

"Jeg har hørt en del være kritiske, men så har de sagt, at de overvejer det også selv. Det synes jeg er det rigtige at gøre," siger han.

Læs også:
Borgmester retter kritik mod ny pædagog-bonus i Lyngby-Taarbæk

Nu er Egedal og København fulgt med. I Egedal har man valgt en lidt anden model, hvor man i stedet giver alle pædagoger en højere løn på 500 kroner om måneden.

Borgmestre vil have en samlet koordinering via KL

I den konservative Hørsholm Kommune og den socialdemokratiske kommune Herlev er man kritisk over for, at de andre kommuner ikke havde været med til at finde en fælles løsning.

Men Morten Slotved (K), som er borgmester i Hørsholm, anerkender, at de er nødt til at hoppe på lønvognen, hvis ikke de skal tromles ned af lavinen.

"Jeg kan ikke afvise, at vi også kunne gøre brug af våben som løn. Men min holdning er, at vi bliver nødt til at se det som et samlet redskab," siger Morten Slotved. "Jeg er helt overbevist om, at KL kommer til at gå ind i det her."

Men har I overhovedet noget valg, hvis denne lavine breder sig?

"Nej nej, så skal vi jo med. Det er også derfor, jeg håber, at det bliver en koordineret løsning, som vi kommer til at se fremadrettet på, hvordan vi gør det her," siger Morten Slotved. "Vi kan ikke bare stjæle fra hinanden, det hjælper ikke nogen steder."

Herlev borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) vil ikke gøre brug af metoden med at hæve lønnen lokalt, heller ikke selvom der skulle være råd til det. Han vi i stedet have, at kommunerne med råd og overskud gik sammen om at få uddannet flere, så den samlede rekrutteringspulje var større.

"Vi burde jo være dygtige til - hvis der er ekstra økonomi til rådighed - at gøre noget ekstra ved at lægge de ressourcer sammen. Så kan vi bruge de kræfter på at sikre, at man kan øge arbejdskraften samlet på det her område," siger Thomas Gyldal Petersen til NB-Økonomi.

Læs også:
Første kommune i Danmark: Alle pædagoger får mere i løn

Herlevborgmesteren kalder de tre lønkommuner for desperate.

"Den desperation som beslutningerne i de tre kommuner er udtryk for er jo ikke et bidrag til at løse problemet. Det er jo et forsøg på lokalt at håndtere det på bekostning af andre kommuner," siger Thomas Gyldal Petersen. "Det lønpres der opstår ud af de her handlinger, som jo er i ren desperation, det kan jo være med til at underminere den danske model".

Borgmesteren i Herlev mener, at det er i den danske model med overenskomstforhandlinger, at man skal tage den samlede snak om lønforhandlinger. Men i den model er der rum til, at 0,2 procent kan forhandles lokalt som lokale lønstigninger til udvalgte grupper. Dog skal de penge tages inden for servicerammen, så det kan gå ud over andre velfærdsområder.

"Det tal, jeg kender til er, at det er 10 personer, der er ansat på denne her ordning, så det er ikke en stor udskrivning for kommunen," siger Sigurd Agersnap fra Lyngby Taarbæk. Han fortæller, at pædagogerne generelt har taget godt imod ordningen, selvom nogle pædagoger har stillet spørgsmålstegn til, hvorfor de ikke også kunne få en lønbonus.

Sidst opdateret: 11/02/2022 - 08:30

Temaer: Arbejdskraftmangel

Emner: Arbejdsmiljø, Rekruttering, Lyngby-Taarbæk Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]