
Udsatte børn og unge i 14 kommuner får nu fritidspas til foreninger, hvor de for eksempel som her kan dyrke gymnastik. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)
14 kommuner får opbakning fra staten til at udstede fritidspas
14 kommuner får tilskud fra statslig pulje, så ressourcesvage børn og unge får bedre muligheder for at deltage i det lokale fritidsliv. Se her om din kommune har fået penge til 'fritidspas'.
Udgivet: 19/01/2022
Udsatte børn og unge skal have bedre muligheder for at deltage i fritidsaktiviteter. Derfor har Socialstyrelsen via en pulje givet 14 kommuner penge til at udstede såkaldte fritidspas.
Fritidspassene giver socialt udsatte børn og unge gratis adgang til forskellige kultur- og idrætsforeningers aktiviteter. Det tilbud vil mange kommuner åbenbart gerne give, for Socialstyrelsen havde fået 27 ansøgninger om projekter, men kun halvdelen - 14 kommuner kunne imødekommes.
Randers Kommune er blandt modtagerne af penge fra Socialstyrelsens pulje. I den østjyske kommune har man oprettet projektet 'Fritid For Alle' sammen med en række samarbejdspartnere. Et samarbejde med Broen Randers, Børnenes kontor, Red barnet og Randers FC Fonden skal derfor hjælpe med at udbrede kendskabet til fritidspasordningen.
Sammy Elshikh, der er projektkoordinator hos Randers Kommune, glæder sig over støtten til 'Fritid for Alle'.
"Langt de fleste børn og unge i Danmark har en aktiv fritid gennem deres deltagelse i foreningslivet. Der er dog en gruppe børn og unge, som ikke får den oplevelse. Det kan skyldes, at familierne enten ikke har de økonomiske ressourcer til at betale for enten kontingent eller udstyr til aktiviteten," siger Sammy Elshikh i en meddelelse fra kommunen og fortsætter:
"Uanset grunden, så er der en gruppe af børn og unge, der ikke får samme adgang til et aktivt fritidsliv, som andre børn. Derfor er det overordnede formål med fritidspas i Randers Kommune at sikre flere børn og unge en adgang til foreningslivet - med alle de positive gevinster der følger med."
Sidst opdateret: 19/01/2022 - 10:27












































