Stor forskel i andelen af elever, der består folkeskolens afgangsprøve
Mellem kommunerne er der markant forskel på, hvor mange elever, der ikke består folkeskolens afgangprøve. Andelen spænder fra 5 procent til 32 procent. Se tallene for din kommune her.
Udgivet: 19/01/2022
Mens næsten en tredjedel af eleverne i Lolland Kommune ikke opfylder de adgangsgivende krav til erhvervsuddannelserne, så gælder det kun en ud af 20 elever i Allerød Kommune.
Dermed ligger de to kommuner i hver sin ende af skalaen i Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenheds nye analyse af, hvordan eleverne i niende klasse klarer afgangsprøven i forhold til at opfylde kravene for at kunne starte på en erhvervsuddannelse. Det skriver NB-Økonomi.
For at opfylde kravene for at starte på en erhvervsuddannelse skal eleverne som minimum have bestået dansk og skriftlig matematik, eleverne skal have taget alle obligatoriske prøver og eleverne skal som minimum have opnået et karaktergennemsnit på 02 på tværs af alle fag.
Benchmarken er lavet på baggrund af prøveresultater fra skoleåret 2018-2019, idet skoleåret 2019-2020 var atypisk på grund af corona idet eleverne i stedet for eksaminer fik overført årskarakterer.
Den store forskel mellem kommunerne viser, at eleverne i folkeskolen har vidt forskellig sandsynlighed for at klare sig godt til afgangseksamen afhængigt af hvilken kommune de bor i. På landsplan er det 85 procent af eleverne, der lever op til kravene, og dermed 15 procent af eleverne, der ikke kan komme direkte på en erhvervsuddannelse efter niende klasse.
Generelt er det især eleverne i de nordsjællandske kommuner og en række jyske kommuner, der klarer sig bedre end gennemsnittet, mens eleverne i de syd- og vestsjællandske kommuner ligger i bund.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Benchmarking ændrer billedet
På baggrund af elevernes rammevilkår, som eksempelvis er alder, køn, herkomst, ordblindhed, forældrenes socioøkonomiske profil, elevernes resultater i nationale test i 2. og 3. klasse samt en række andre faktorer, har benchmarkingenheden udregnet et forventet resultat i hver kommune.
Når man korrigerer for det forventede resultat, så ændrer det markant billedet af, hvilke kommuner, der klarer sig godt og dårligt. Eksempelvis klarer eleverne i Lolland Kommune, som har den laveste andel af elever, der består afgangsprøven, sig bedre end forventet, og kommunen har derfor en positiv benchmarkingscore.
Dermed er det i høj grad rammevilkårerne der er forklaringen til, at eleverne klarer sig som de dårligste i landet.
Omvendt har eksempelvis Gentofte Kommune på baggrund af elevernes rammevilkår en forventet andel på 92,7 procent, der skulle bestå erhvervsuddannelsernes adgangskrav. Men her er det 'kun' 90,9 procent, der lever op til kravene, og derfor har kommunen en negativ score på benchmarkingindikatoren.
Når man korrigerer for rammevilkårene, så er det eleverne i Ishøj Kommune, der klarer sig som de bedste i landet, hvor 82,8 procent af eleverne levede op til kravene i skoleåret 2018/2019 mod en forventet andel på 74,8.
I modsatte ende er det i Halsnæs Kommune ifølge analysen forventet, at 81,9 af eleverne skulle leve op til kravene efter niende klasse, men her er det blot 72,9 procent af eleverne, der faktisk kan komme på en erhvervsuddannelse efter niende klasse.
Se benchmarkingindikatoren for alle landets kommuner i kortet herunder.
Her kan du læse hele analysen, hvor du også kan se flere tal for netop din kommune.Sidst opdateret: 19/01/2022 - 18:20
Temaer: Benchmark, Uddannelse
Emner: Skole, Uddannelse, Benchmark









































