Skal ansatte ved fremmøde vise et gyldigt coronapas? Eller skal de overhovedet mødes med et krav om gyldigt coronapas? Disse spørgsmål skiller kommunerne.

Skal ansatte ved fremmøde vise et gyldigt coronapas? Eller skal de overhovedet mødes med et krav om gyldigt coronapas? Disse spørgsmål skiller kommunerne. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (arkiv)

Coronapas håndteres vidt forskelligt fra kommune til kommune

Kommunerne taler ikke med én stemme, når de nu skal håndtere coronapas. I nogle kommuner bliver det et håndfast krav, mens man i andre slet ikke vil stille krav til ansatte om at have gyldigt coronapas. På Fyn forsøger man at samordne kommunernes coronapas-politik.

Udgivet: 29/11/2021

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Kommunerne vælger vidt forskellige modeller, når det gælder coronapas. Lige fra at stille håndfast krav til ansatte om fremvisning ved fremmøde til slet ikke at stille krav om gyldigt coronapas.

Ifølge TV Midtvest vil man i en række midt og vestjyske kommuner indtil videre slet ikke stille krav til medarbejderne om, at de har et et gyldigt coronapas. Ifølge tv-stationen gælder det indtil videre i kommunerne Thisted, Holstebro, Silkeborg og Ikast-Brande.

I Ikast-Brande Kommune er Flemming Storgaard kommunaldirektør. Han begrunder kommunens holdning om ikke at indføre coronapas-krav til ansatte på følgende vis:

"Vi følger sundhedsmyndighederne anbefalinger. Vi gør derfor ikke noget, før sundhedsmyndighederne gør det. Vi har gode erfaringer med at følge anbefalingerne derfra," siger Flemming Storgaard til TV Midtvest.

I Ballerup Kommune vest for København derimod er der blandt alle kommunalbestyrelsens partier enighed om, at kommunens ansatte på plejehjem, i hjemmepleje, på bosteder for voksne med handicap og en enkelt skole for børn med handicap skal fremvise gyldige coronapas.

Det fortæller Eik Møller, der er kommunaldirektør i Ballerup Kommune, til TV 2 Lorry.

"Vi tager udgangspunkt i de mest sårbare og udsatte borgere. Derfor skal medarbejderne (i de førnævnte personalegrupper, red.) forvente, at de skal fremvise et gyldigt coronapas som en del af hverdagen. Den konkrete model tager den daglige ledelse stilling til," siger Eik Møller til TV 2 Lorry.

Fynske kommunaldirektører prøver at finde fælles fodslag

Kommunaldirektør i Nyborg Lars Svenningsen oplyser, at man i den østfynske kommune formodentlig i morgen, tirsdag, vil tage stilling til coronapas.

I hvert fald skal han tirsdag deltage i ikke færre end tre møder om coronapas:

  • Et møde for alle fynske kommunaldirektører fra morgenstunden, hvor man vil prøve at finde en fælles holdning til håndteringen af coronapas
  • Et møde i økonomiudvalget i Nyborg Kommune
  • Et møde i hovedudvalget (samarbejdsudvalg)

"Jeg kan ikke forestille mig andet, end at vi kommer til at gennemføre en eller anden form for krav om coronapas i lighed med, hvad staten og regionerne har gjort. Men der kommer nok til at gå et lille stykke tid, før det bliver implementeret," siger Lars Svenningsen til NB-Kommune og fortsætter:

"Der er mange spørgsmål, som vi skal have svar på først. Eksempelvis om det at bruge tid på coronatest skal indgå i arbejdstiden? Og om testkapaciteten skal øges på nogle arbejdspladser?"

'Kørekortmodel' i Viborg

Fra på onsdag, 1. december, skal alle ansatte i Viborg Kommune kunne fremvise et gyldigt coronapas - hvis de altså bliver bedt om at vise det. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Borgmester Ulrik Wilbek (V) lægger op til en tillidsbaseret model coronapas-model ud fra en forventning om, at medarbejderne enten er testet eller vaccineret, inden de møder på job.

"Vi har et krav om, at man har et coronapas, men der er ikke noget krav om, at de skal vise det hver dag," siger Ulrik Wilbek til Viborg Stifts Folkeblad.

Medarbejdere, der ikke fra på onsdag, har et gyldigt coronapas vil blive bedt om at arbejde hjemme eller lave noget andet. Borgmesteren håber på og regner med, at der kan håndteres i fordragelighed.

"Ultimativt kan man afskedige folk, det er der skabt grundlag for med den lovgivning, der er kommet nu, men det er ikke noget, vi tror eller håber sker," siger Ulrik Wilbek til Viborg Stifts Folkeblad.

Sidst opdateret: 29/11/2021 - 11:23

Emner: Kommunaldirektør

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]