Moesgaard Museum er en af modtagerne af Kulturministeriets forskningspulje i 2021.

Moesgaard Museum er en af modtagerne af Kulturministeriets forskningspulje i 2021. - Foto: Visit Aarhus

Millioner til forskning på kultur- og idrætsområdet

Kulturministeriets Forskningsudvalg uddeler nu knap 20 mio. kr. til forskningsprojekter på de forskende institutioner, statsanerkendte museer og idrætsinstitutter.

Udgivet: 27/09/2021

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

I år bliver forskning inden for en bred vifte af emner tilgodeset med økonomiske midler.

Det gælder blandt andet projekter på Aalborg Universitet og Syddansk Universitet om henholdsvis forbedrede træningsformer i cykelsport og mental sundhed i eliteidrætten, et projekt på Nivaagaards Malerisamling om flamsk og hollandsk billedkunst i 1600-tallet og et projekt på Vesthimmerlands Museum om bebyggelsesmønstre i den ældre jernalder i Nordjylland.

Midlerne på i alt 19,5 millioner kroner bliver i år tildelt i alt 31 projekter, som fordeler sig på de forskende institutioner under Kulturministeriet, idrætsområdet og de statsanerkendte museer.

Om baggrunden for beslutningen siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en pressemeddelelse:

”Corona har lært os, hvor vigtig kultur og idræt er i vores hverdag. Kultur- og idrætslivet omfavner danskere i alle aldre og i alle egne af landet fra den mindste landsby til de største byer. Og det er derfor nyttigt, at vi sørger for at indsamle ny viden om kulturområdet – lige fra bebyggelsesmønstre i jernalderen til data om, hvordan vi forbedrer idrætspræstationer. Det er viden, der bidrager til en forståelse af, hvem vi er i dag, hvor vi kommer fra – og hvad vi som samfund har brug for i fremtiden.”

Formand for Kulturministeriets Forskningsudvalg Johannes Nørregaard Frandsen forklarer, at forskningen inden for Kulturministeriets område de seneste år er vokset i omfang, bredde, dybde og kvalitet:

"Både de statsanerkendte museer og de statslige forskende institutioner leverer en indsats på øverste kvalitetshylde, og de bidrager til viden om dansk identitetsforståelse og international viden om mennesker i tid og rum. På idrætsområdet udføres der på spændende vis forskning i historisk-kulturelle emner som eksempelvis forenings- og fællesskabsdannelse og i trænings- og rehabiliteringsformer.”

Fakta om forskningspuljen

  • De 19,5 millioner kroner er fordelt efter en prioriteret indstilling fra Kulturministeriets Forskningsudvalg.
  • De ni medlemmer i Kulturministeriets Forskningsudvalg repræsenterer tilsammen en alsidig forskningsfaglig indsigt inden for idrætsområdet og kulturområdet.
  • Ud over at rådgive om uddelingen af Forskningspuljen er det desuden også udvalgets opgave at afgive indstillinger til Kulturministeriet om forskning og forskningspolitik.
  • Der var i år i alt 98 ansøgninger til forskningspuljen, som støtter blandt andet forskningsprojekter, samfinansiering af ph.d.-projekter, gæsteprofessorordninger og projektmodning.
  • Det er de forskende institutioner under Kulturministeriet, de statsanerkendte museer og idrætsforskende institutioner, som kan søge Kulturministeriets Forskningspulje. Næste ansøgningsrunde er i foråret 2022.

Sidst opdateret: 27/09/2021 - 11:30

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]